
Alle skal lære at tænde rigtigt op i brændeovnen
9. december 2012 - kl. 0:08 - af Henrik Christensen
Nu kommer skorstensfejeren gerne på besøg hos og dine venner og fortæller, hvordan man fyrer rigtigt i sin brændeovn, fortæller DR1.
Man skal nemlig lære at fyre op i toppen af brændet, som naturligvis skal være rigtig godt tørt, og der ud over skal man tjekke, at røgen er næsten usynlig, og så skal der rigeligt med luft til.
Med de fire råd har Miljøministeriet indledt et samarbejde med Skorstensfejerlauget, hvor man kan bestille et besøg.
”Det er fordi, vi ”brænder” for at få folk til at fyre rigtigt”, siger Oldermand Keld Jensen, der tilføjer, at de gør det frivilligt og gratis.
Efter en ny opgørelse er det kun hver fjerde brændeovnsejer, der fyrer korrekt. Så derfor denne kampagne, hedder det fra Miljøstyrelsens kampagneleder Charlotte von Hessberg.
Hvis der bliver tændt rigtig op fra toppen, og hvis flammerne er i gang fra toppen, så vil de brænde de farlige gasser og partikler af, som træet afgiver.
Derfor vil Miljøminister Ida Auken (SF) have renere luft og færre skadelige røgpartikler i luften på de danske villaveje og i sommerhusområderne, og er således klar med nye og skrappere krav til brændeovne og til skorstenshøjden.
Der er ikke mindre end 750.000 brændeovne og cirka 100.000 brænde- og pille fyr i Danmark, og det store antal gør, at alene brændeovnene står for 70 procent af udledningen af de skadelige partikler herhjemme. I nogle villakvarterer med mange brændeovne kan luften være tyk af røg. Derfor skal alle nye skorstene være så høje, at røgen bliver ledt væk i stedet for at ende i naboens have.
Ved nyetablering af brændeovne kræves der fremover en skorstenshøjde på mindst en meter over tagryggen, så skadelig røg ikke slår ned.
Man kan bestille et besøg på miljøstyrelsens hjemmeside
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Alle skal lære at tænde rigtigt op i brændeovnen' til en bekendt