
Frederikshavn havn som krigshavn 1940 – 45
24. oktober 2012 - kl. 7:54 - af Henrik Christensen
I Frederikshavn var der et effektivt skibsværft, en havn der som en af de sidste frøs til i hårde isvintre, og så var byen et glimrende udskibningssted for udstationering af soldater til Norge.
Disse tre grunde var meget væsentlige for at erobre Jylland, og allerede bestemt før krigen brød ud i 1940 fra tyskernes side. Resten af Danmark var stort set ikke inde i billedet i første omgang, men Hitler bestemte sig for at tage det hele, mens han nu var i gang, for at undgå problemer med danskerne på øerne.
Lufthavnen i Ålborg var også af stor betydning, for her så tyskerne en mulighed for at holde englænderne væk, fra de indre danske farvande ved simpelthen at minere Skagerrak fra Danmark til Norge, og afvise englænderne hvis de angreb fra luften. At så englænderne allerede havde adskillige ubåde i de danske farvande, da krigen brød ud 9. april 1940, er en helt anden sag.
Sådan indledte projektansat ved Bangsbo Fort Kenneth Kristensen fra Frederikshavn, da han holdt foredrag understøttet af masser af fotos for 30 personer på det lille Voerså Museum om ”Tyskerne på Frederikshavn havn 1940 – 45”.
Tilhørerne fik et spændende foredrag om havnen, men også om den betydningsfulde ubådskrig, vandflyveres betydning, den engelske ubåd ”Siel”, som hang fast i en tysk mines wire og næsten nåede sin redning tæt på den svenske kyst, inden besætningen måtte overgive sig. Landforsvar af Frederikshavn havn samt den store skibs- og flyaktivitet rundt om og over Vendsyssel til Gøteborg i Sverige på grund af transport af kuglelejer til England.
Disse og mange andre fortællinger, som de 27 000 kvinder og børn, der levede i Frederikshavn som flygtninge efter krigen, og de flere hundrede soldater, der blev holdt tilbage i byen for at rydde miner, fængede hos tilhørerne.
Alle var lutter øre, og ingen tvivl om Kenneth Kristensen satte sine spor i den enkelte, der fik stof til eftertanke.
Kenneth Kristensen lovede på stedet at komme igen på et andet tidspunkt, og det takkede Lokalhistorisk Forening ja tak til.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Frederikshavn havn som krigshavn 1940 – 45' til en bekendt