
Jubilæum blev fejret med fuld musik
7. oktober 2012 - kl. 11:46 - af Henrik Christensen
Lottes Guld og Sølv i Vestergade markerede lørdag sit 100 årige jubilæum, og Sæbygarden var med til at markere festdagen. Forretningen har gennem mange år været aftager af Sæbygardens Venners faderskabsbevis og dermed støttet Sæbygardens arbejde økonomisk.
På Sæbygardens årlige generalforsamlinger i marts måned bliver der hvert år udtrukket en koncert med Sæbygarden til en af de tro støtter. I år faldt valget på Lottes Guld og Sølv.
Og meget belejligt kunne Sæbygardens formand Henning Melgaard så lørdag kl. 12.30 gratulere Lotte på den røde løber foran forretningen samt takke for hendes støtte til Sæbygarden gennem mange år.
Garden kunne således kvittere og markere jubilæet med en mini koncert fra kl. 12.30 – 13.15 foran forretningen.
Vejret var perfekt, solen skinnede, handlende og gadens forretningsfolk strømmede til jubilaren med gaver alt imens Sæbygarden spillede.
For Sæbygarden kom jubilæet ganske belejligt, idet minikoncerten kunne gøre det ud for en lille generalprøve for orkestrets kommende rejse til Spanien i uge 42.
Musikken som blev spillet, var en blanding af marcher og kendte rytmiske arrangementer for harmoniorkester. Orkestret var til lejligheden næsten fuldtallig, og vi håber jubilar, gæster og øvrige besøgende i Vestergade nød middagskoncerter.
Sæbygarden ønsker Lottes Guld og Sølv til lykke med dagen!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jubilæum blev fejret med fuld musik' til en bekendt