
Sæbygaard Gruppens spejdere tog til Narnia
4. oktober 2012 - kl. 11:04 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
For Sæbygaard Gruppens spejdere endte september med den traditionsrige gruppetur, hvor alle grene af gruppen er indbudt til tur.
Ledere og seniorer startede allerede fredag med planlægningen af turen til Narnia, og lørdag morgen kunne to busser med spejdere fra 6 – 16 år tage af sted. I Narnia, nærmere bestemt et sted nær Lyngså, mødtes spejderne med Heksen og løven, efter en tur gennem garderobeskabet. I Narnia skulle spejderne i patruljer, med alle aldersgrupper repræsenteret, løse forskellige opgaver.
Edmund skulle have hjælpe til at lave slik, Peter hoppede på isflager, Heksen havde brug for en ny kane og mr. Tomnus skulle hugges i sten. I det dejlige efterårsvejr, arbejdede spejdere hårdt for at løse alle opgaver inden turen gik mod Hvide Klit.
Her havde de ældste spejdere påbegyndt stegningen af en gris, som skulle bruges søndag frokost.
Efter aftensmaden var der lejrbål, indtil mørket faldt på og højdepunktet for mange kunne starte. En spejderoprykning er ofte forbundet med spænding og hemmelige traditioner, således også hos Sæbygaard Spejderne. Der var masser af fakler, lygter, mystiske drikke, bål og guldstøv, men alle blev rykket op, og mens de ældste først skulle en tur rundt i klitterne på natløb, kunne de yngste trække i nattøjet, og mødes til toast, kakao og godnathistorie, inden soveposen ventede.
Næste morgen var alle klar, da forældrene ankom i lange bilkøer. De skulle også en tur til Narnia og løse opgaver, blandt andet blev grisen flere gange smagt til og godkendt, så alle var sultne, inden de 200 spejdere, forældre og søskende kunne sætte sig og nyde en velfortjent frokost.
For at kunne gennemføre så stort et projekt, er det nødvendigt med mange hænder, og til afslutningen blev der sendt tak til alle de forældre og veteraner, der havde hjulpet lederne med at gennemføre turen.
Til afslutningen kunne gruppen samtidig sige tillykke til to ledere, der i år har -jubilæum, Karina Nedergaard, der har været spejder i 25 år og Susanne Jelsbak Holm, der har 35 års spejderjubilæum.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæbygaard Gruppens spejdere tog til Narnia' til en bekendt