
Illustrationsfoto.
Solceller kan øge slukningstiden i tilfælde af brand
29. september 2012 - kl. 0:32 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Danske ejendomme og parcelhuse med de populære solceller på taget risikerer i tilfælde af brand at ende som en udbrændt brandtomt, det fortæller ekstrabladet.dk
Solcelleanlæggene breder sig med lynets hast, og ved årsskiftet var der ca. 2.600 solcelleanlæg på danske tage, nu er tallet over 19.000 og ved årets udgang kan man forvente et endnu større antal.
Men landets beredskabschefer er bekymret, for ingen brandmænd tør slukke en brand i et hus med strømførende solceller på taget. Årsagen er, at når panelerne omdanner solenergi til stærk elektricitet, kan det være livsfarligt for brandfolk at sprøjte vand på brandstedet.
Solcelleanlæg producerer strøm, så længe der er lys. Indtil strømmen bliver afbrudt, vil der blive ved med at blive sendt strøm ned til huset. Derfor er det vigtigt at finde sikkerhedsafbryderen hurtigt.
Der er ingen regler for, hvor sikkerhedsafbryderen skal være, og brandfolk kan komme til at bruge unødigt lang tid på at lede.
Problemet set fra brandfolkenes synspunkt er, at de risikerer at få stød.
Oplysningerne bekræftes af Foreningen af Kommunale Beredskabschefer, hvis næstformand Niels Christensen siger til ekstrabladet.dk:
”Man kan ikke afbryde strømmen til et solcelle-anlæg, som man gør ved en bygningsbrand. Den bliver bare ved, men der er hele tiden stærk spænding på, som er decideret farligt i et vådt miljø under en slukning. Der er også elektrisk spænding på om natten. Derfor kan man i mange tilfælde blive nødt til at lade huse brænde ud, og blot koncentrere sig om at få folk og evt. dyr ud, da der ikke findes præcise instruktioner på, hvordan man slukker en brand i et hus med solceller monteret på taget”, siger Niels Christensen.
Beredsskabsstyrelsen har oprettet en arbejdsgruppe med eksperter, der skal udforme regler ved slukning af brande i solcelle-huse.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Solceller kan øge slukningstiden i tilfælde af brand' til en bekendt