
Forpagter til Købmandsgården i Præstbro søges
27. september 2012 - kl. 13:36 - af Henrik Christensen
Der var en gang en købmand, og det er der heldigvis stadigvæk, men nu er spørgsmålet, om der stadig vil være en købmand i Præstbro efter den 15. december 2012, når Anni, den nuværende forpagter, efter ca. 6½ år som købmand i Købmandsgården på Hovedgaden 35, har valgt at sige stop?
I 2000 valgte den daværende købmandsenke at forretningen skulle sælges, men da ingen købere meldte sig, var der fare for, at byens eneste forretning måtte dreje nøglen, og dermed ville byen gå helt i stå.
Det mente 5 raske mænd fra byen og nærmeste omegn ikke kunne være rigtig, så derfor købte de bygningerne, og efter nogen renovering og udvidelse, blev forretningen igen åbnet efter 3 mdr. og de ansatte en bestyrer til at passe forretningen. Efter 2 år blev der lavet en ca. 100 kvm. stor lejlighed på 1. sal, som forpagteren så kunne bruge.
Efter 3½ år valgte Anni så at sige stop, og en ny forpagter skulle findes, og det blev en ”ny” Anni, som blev byens samlingspunkt. Her samles ind til div. formål, storken bliver sat ud, når der er kommet en lille ny borger til byen, og for ca. 1½ år siden, fik forretningen så også en grillafdeling, som blev en stor succes, lige som købmandsforretning giver fine resultater.
Af de 5 raske mænd, som bestod af 1 murer, 1 tømrer, 1 mekaniker og 2 elektrikere, er kun 3 tilbage i samarbejdet, men nu skal der så findes en ny forpagter, hvis ikke Præstbro skal gå helt i stå. Mange af de ældre indbyggere har ikke andre muligheder, og byens borgere er rigtig flinke til at støtte op om købmanden.
Hvem vil og kan forpagte den velkendte Købmandsgård i Præstbro?
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forpagter til Købmandsgården i Præstbro søges' til en bekendt