
Stort Toppen af Danmark-projekt gør status
25. september 2012 - kl. 10:52 - af Henrik Christensen
Sådan får vi flere turister uden for sommersæsonen.
I de seneste 3½ år har turismesamarbejdet Toppen af Danmark arbejdet med projektet Naturen+, der med støtte fra EU’s regionalfond, Region Nordjylland og ikke mindst kommunerne har haft til formål at udvikle helårsturismen i Hjørring og Frederikshavn kommuner. Projektet nærmer sig nu sin afslutning, og Toppen af Danmark inviterer derfor alle interesserede til et fyraftensmøde i Skagen den 4. oktober, hvor der gøres status over projektets resultater.
Toppen af Danmark har haft helårsturisme på dagsordenen i mere end 20 år, og blev derfor i 2007 udpeget til superhelårsdestination af VisitDenmark. Udpegningen har været med til at sætte gang i helårsturismeprojektet Naturen+.
Der er mange ideer at arbejde videre med
På fyraftensmødet på Color Hotel i Skagen den 4. oktober kl. 16-21 kan alle interesserede høre om de erfaringer og resultater, som er kommet ud af arbejdet med helårsturismeprojektet Naturen+. Der er gennemført en række analyser, der fortæller mere om turisterne i Toppen af Danmark og deres ønsker og behov på forskellige årstider, og der er arbejdet med en lang række delprojekter inden for forskellige temaer. På fyraftensmødet vil deltagerne få fremlagt et antal cases, som er et udpluk af delprojekterne i Naturen+.
På mødet vil man desuden kunne høre livsstilseksperten Anne Glad – kendt fra DR1-programmet ”Kender du typen” – fortælle om ”forbrugertendenser i et turismeperspektiv”.
Anne Glad vil fortælle om, hvordan danskernes forbrug har ændret sig radikalt de seneste 5 år. Fra højkonjunkturens udadvendte livsstil, forbrugsfest og fokus på mærkevarer og overflade til lavkonjunkturens forbrugskrise, det indadvendte hjemmeliv og en søgen efter fordybelse, mening og indhold. Pengene sidder ikke så løst som tidligere, men danskerne HAR råd til ferier og oplevelser. De skal blot serveres på en ny måde. Naturen, sundhed, value-for-money og drømmen om det autentiske liv er nogle af de temaer, der kan udløse nyt forbrug. Anne Glad vil pege på en række muligheder og potentialer i det nye marked.
Aftenen afrundes med underholdning af Drachmann-pigerne, der om sommeren underholder i Drachmanns Hus i Skagen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stort Toppen af Danmark-projekt gør status ' til en bekendt