
YA børn fra Voerså hjælper fattige børn i Indien
20. september 2012 - kl. 0:36 - af Henrik Christensen
I Voerså Missionshus afholdes den årlige BASAR onsdag 26. september, og i den forbindelse har missionshusets YA børn linet op til at hjælpe børn i Indien, der ikke har det så godt, som børn i Danmark har. YA-børnene har egen tombola i missionshuset med masser af fine gevinster, og børnene passer selv tombolaen med hjælp fra forældre.
KFUM og KFUK har et internationalt projekt kørende i det sydlige Indien, der hedder ”Ind i en anden verden”, og overskuddet fra YA-tombolaen går til dette projekt.
Ind i en anden verden arbejdes sammen med to lokale partnere YMCA i Madurai og YWCA i Salem, begge i Tamil Nadu i Sydindien. Partnerskabsprojektet omhandler en lektiecafe for børn i slumområdet Muthupatty, i udkanten af millionbyen Madurai, og her prøver samarbejdspartnerne på at hjælpe børn, der er forældreløse, eller børn der lever på gaden, samt andre børn der bor i området, og som har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Det er helt klart, de svageste og mest trængende, der nyder godt af hjælpen.
Mange af disse børn har ikke penge til lærebøger, blyanter og andre materialer, som der er brug for i en skole. En lille ting som en blyant eller en kuglepen kan have utrolig stor værdi for disse børn, og som vi herhjemme ikke regner for noget, men deler ud til højre og venstre – tænk blot på reklamekuglepenne.
Missionærpar åbner basaren
Basaren åbnes 14.30 ved Mette og Alex Bjergbæk Klausen, der begge er ordinerede præster, og om eftermiddagen mens YA-børnene er til stede, vil præsteparret fortælle om en nigeriansk hverdag, hvilket er en præsentation af en helt (u)almindelig hverdag, som dansk missionær under fremmede himmelstrøg.
Foredraget vil give indblik i en helt anden verden, som slet ikke er så langt væk.
Præsteparret er på igen kl. 18.30, og her er det, de voksnes tur til at høre om foredraget ”Missionær i det 21. århundrede”, der omhandler, hvad mission er i dag, og hvilken rolle missionærerne har i dag i forhold til tidligere! Disse emner vil blive belyst ud fra missionsteologiske overvejelser, men også vendt ud fra praktiske erfaringer fra en dagligdag i Nigeria.
Brønnum Lutheran Seminary
Mission Afrika har udsendt Mette og Alex Bjergbæk Klausen til ovenstående seminarium, der ligger i det nordlige Nigeria i Mbamba nær Yola, i den ellers muslimsk dominerede Adamawa provins. Seminariet drives af Kristi Lutherske Kirke og har omkring 130 studerende. Skolen giver blandt andet teologisk og ledelsesmæssig uddannelse til kommende præster.
Kristi Lutherske Kirke i Nigeria vokser hastigt og har i dag over 1,7 millioner medlemmer, så behovet for uddannede præster og ledere i kirken er stort.
Uddannelse er også utroligt vigtigt, på grund af der i Afrika er rigtig meget åndeligt kvaksalveri, hvor religioner bliver blandet i en stor pærevælling. I samarbejde med kirken i Nigeria kan vi gennem Mission Afrika bidrage med danske teologer og andre fagfolk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'YA børn fra Voerså hjælper fattige børn i Indien' til en bekendt