
Læserbrev: Gysende fremtid for Øksenhede og omegn
16. september 2012 - kl. 5:03 - af Henrik Christensen
Ingen logisk tænkende mennesker kan vel forestille sig, at man kan finde på at opstille 5 kæmpevindmøller på 131 meters højde i naturskønne omgivelser og så tæt på beboelse, som det er tilfældet med vindmølleprojektet ved Tamholt, der ligger 3 km vest for Sæby mellem Øksenhede og Understed.
Øksenhede og området omkring er stedet man flytter til, fordi man ønsker natur, fred og ro. Hele området har en storslående natur med et rigt fugle- og dyreliv. Vindmølleprojektet vil omdanne naturområdet tilindustriområde. Lovgivningen tillader kæmpevindmøller at larme mere end dobbelt så meget som almindelig industri.
Møllevingerne dækker for hver af de 5 møller et areal på størrelse med en fodboldbane.
Skyggevirkningerne herfra vil medføre stor gene for mange menneskers boliger og haver.
Ingen larmende skyskraber høje industrianlæg, kæmpevindmøller, så tæt på beboelse!
At placere 5 støjende kæmpevindmøller her midt i idyllen vil få vores huspriser til at falde betydeligt i værdi og i nogle tilfælde gøre dem usælgelige. Det er at stavnsbinde mennesker! Øksenhede og omegn er samfund, som har så mange ildsjæle, der arbejder hårdt for et rart og attraktivt sted at bo.
Jeg finder det absolut ikke rimeligt, at politikerne i Frederikshavn Byråd, tilsyneladende uden nogen dybere overvejelser sætter en proces i gang, der belaster så mange familier så voldsomt, som tilfældet er med vindmølleprojektet Tamholt.
Jeg vil kraftig opfordre til, at alle planer om vindmølleprojektet Tamholt forkastes, så vores dejlige natur ikke bliver omdannet til “Kæmpevindmølleland”.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læserbrev: Gysende fremtid for Øksenhede og omegn ' til en bekendt