
Nu spøger en ny hvid Schæfer i Vendsyssel
10. september 2012 - kl. 14:54 - af Henrik Christensen
En hvid schæfer luskede rundt i Vendsyssel i flere måneder og, vist det sig, havde faktisk været væk i over to år. Den blev fanget i juni og kom hjem hvor den hørte til – men nu er der en ny.
Den 28. juni blev den hvide schæfer Dina fanget og afleveret til sin ejer.
Hun havde på det seneste boet i Pandrups industrikvarter.
Nu er en ny hvid schæfer fundet af Nordjysk Dyreredning, som spekulerer på, om hunden er Zoran fra Sæby, som blev væk fra sin familie sidste sommer.
”Om dette er Zoran ved vi ikke, vi har sendt billeder til Zorans ejer i går, og har lige fået besked om, at hun desværre ikke mener det er Zoran, men hun er ikke sikker”, siger Sysser Nørholm fra Nordjysk Dyreredning.
Hunden er meget sky og holder sig på 100 m. afstand, men de sidste par dage er den blevet fodret med leverpostej og burger af Nordjysk Dyreredning, som fortæller, at de i morgen tirsdag vil opsætte fælder i håb om at fange den.
Hvor hunden befinder sig vil Nordjysk Dyreredning ikke ud med, da de er bange for at den igen forsvinder.
En kommentar til “Nu spøger en ny hvid Schæfer i Vendsyssel” under annoncerne.
Åhhh håber da det er Zoran…….