
Skiferie i Sverige/Norge: Priser som i 80’erne
7. september 2012 - kl. 15:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Flere danskere skal holde skiferie i Sverige og Norge, og midlet er markante prisfald. ”Priser som i 80’erne” siger Stena Lines direktør, Carsten Kruse, når han bliver bedt om at beskrive den overraskende udvikling.
– Især de svenske destinationer har – efter flere år med færre danskere på pisterne – erkendt, at det er nødvendigt at sætte priserne ned. Og det sker vel at mærke fra start af. Du kan sige, at finanskrisen endelig for alvor medfører prisfald på skiferien til Sverige og Norge, siger Carsten Kruse.
Både i Sverige og Norge har flere destinationer de senere år gennemført udvidelser og moderniseringer, som blev vedtaget inden finanskrisen. Derfor har man tøvet med at sætte priserne ned, så de matcher efterspørgslen. Men nu går den ikke længere. I stedet for at vente med prisfaldet til slutningen af vintersæsonen bliver det meldt ud her i forbindelse med lanceringen af vinterens program.
Det danske marked er vigtigt for svenskerne og nordmændene, og efter nogle år med nedgang trykker de nu på den knap, som danskerne forstår allerbedst: Priserne. Fire personer kan eksempelvis komme til Stöten i Sverige for bare 1.478 kr. I denne pris er inkluderet lejlighed og færgeoverfart mellem Frederikshavn og Göteborg eller Grenaa og Varberg.
– Det er vildt og skørt og gør i hvert fald, at endnu flere har råd til at komme på skiferie. Vi forventer klart en stigning i antallet af danskere, som rejser på skiferie i Sverige og Norge, udtaler Carsten Kruse.
Der er flere dejlige nyheder set med danske øjne, når man studerer Stena Lines vintertilbud. Det bliver billigere at rejse i julen, ligesom også større destinationer som bl.a. Hafjell i Norge tilbyder gæsterne større fleksibilitet. Det vil sige, at man selv vælger, om man vil på skiferie fra søndag til torsdag eller måske tirsdag til lørdag.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skiferie i Sverige/Norge: Priser som i 80’erne' til en bekendt