Økonomer: Ny renterekord torsdag

Økonomer: Ny renterekord torsdag

6. september 2012 - kl. 0:10 - af

Et flertal af økonomer forventer nu, at Den Europæiske Centralbank torsdag sænker udlånsrenten til bare 0,5 procent. Sker det, er der tale om en ny bundrekord, som også vil ramme Danmark.

Den Europæiske Centralbank (ECB) kan være på vej med en ny renterekord. Torsdag holder banken møde for at fastsætte udlånsrenten, og flertallet af økonomer forventer nu, at ECB sænker udlånsrenten fra 0,75 procent til 0,5 procent – det laveste nogensinde.

Det er det internationale nyheds- og markedsdatabureau Bloomberg, der har spurgt 58 økonomer om deres forventninger til torsdagens rentemøde, og her forventer 30 nu, at renten bliver sænket til 0,5 procent. De øvrige 28 forventer, at renten fastholdes på de nuværende 0,75 procent.

Negative renter udfordrer

Sænker ECB renten torsdag, er Danmarks Nationalbank nødt til at følge trop for at undgå stor efterspørgsel efter danske kroner og dermed en stigende kronekurs. Det giver imidlertid udfordringer i Danmark, fordi udlånsrenten allerede er nede på 0,2 procent og indlånsrenten i -0,2 procent. Det vil sige, at danske banker allerede i dag reelt betaler penge for at have indlån i Nationalbanken.

Det er mere end svært at forestille sig, at udlånsrenten herhjemme også bliver negativ, da det vil betyde, at bankerne skal have penge for at låne i Nationalbanken. Derfor bliver det hjemlige resultatet af en ECB-rentesænkning formentlig, at Nationalbanken sænker udlånsrenten til omkring nul, mens indlånsrenten vil blive yderligere negativ.

Boligrenter ned

En rentesænkning fra ECB og Nationalbanken vil isoleret set medføre, at danske boligejere med rentetilpasningslån kommer til at slippe endnu billigere i rente.

I øjeblikket betaler boligejere med etårige rentetilpasningslån omkring 0,3 procent i rente, men en rentesænkning fra Nationalbanken vil sænke niveauet for indlånsrenter generelt og alt andet lige presse investorerne over i alternativer som realkreditmarkedet. Resultatet er øget efterspørgsel efter realkreditobligationer, og det presser kursen op og dermed renterne ned.

Den øgede efterspørgsel efter realkreditobligationer vil sandsynligvis koncentrere sig om de korte rentetilpasningslån, fordi investorerne ikke ønsker at binde pengene i en længere årrække. Det skyldes en forventning om, at renten om 1-2 år vil have rejst sig fra de nuværende bundniveauer, og derfor ønsker investorerne at have mulighed for at genplacere pengene til en højere rente, når den etårige realkreditobligation udløber.

Renten på de etårige rentetilpasningslån har i august været så langt nede som 0,19 procent, og det er ikke længere udelukket, at danske boligejere kan komme til at opleve nul-renter eller endda negative renter på deres boliglån.

Grænsen nået

Den forværrede økonomiske situation i Tyskland er den primære årsag til, at et flertal af økonomer i dag forventer en rentesænkning fra ECB torsdag. Tyskland udgør en tredjedel af Eurozonens samlede økonomi, og ECB ser med stor alvor på, at også den tyske økonomi nu balancerer på kanten af recession.

En rentesænkning på 0,25 procentpoint er langt fra nogen løsning på den økonomiske krise, men isoleret set forstærker den bankernes incitament til at flytte penge væk fra indlånet og ud i samfundet, hvor væksten skal skabes.

Vælger ECB at sænke renten torsdag, vil det højst sandsynligt blive den sidste af slagsen, da ECB efterhånden har nået grænsen for, hvor meget renterne kan sænkes. De negative renter koster opsparerne dyrt, og de undergraver det incitament, der normalt er til at spare op. Fremadrettet vil ECB derfor være henvist til andre virkemidler som eksempelvis opkøb af obligationer i kriseramte landes obligationsmarker i bestræbelserne på at løsne op for den økonomiske krise.

Om Spar Nord

Med flere end 255.000 kunder, cirka 1.350 medarbejdere og en egenkapital på 5,6 milliarder kroner er Spar Nord Koncernen blandt de største banker i Danmark. Siden 2002 har Spar Nord åbnet 18 nye lokale banker og tilkøbt ni filialer fra andre pengeinstitutter, og i dag har Spar Nord i alt 67 lokale banker fordelt over hele landet. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2011 et overskud før skat på 345 millioner kroner.

Spar Nord ejes af flere end 110.000 aktionærer.

For yderligere information se www.sparnord.dk

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Økonomer: Ny renterekord torsdag ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER