
Tiden nærmer sig for den årlige Høstfest
4. september 2012 - kl. 8:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Pensionist og Efterlønsklub er nu kommet godt i gang med efterårsprogrammet. De startede op onsdag den 22. august med Volstrup Harmonikaklub. Sidste onsdag skulle de så have haft besøg af Ib Koch som skulle fortælle om sin kræftsygdom. Men han måtte desværre melde afbud på grund af sygdom. Heldigvis trådte pensioneret tolder, Egon Nielsen til med kort varsel. Han fortalte en rørende fortælling om sin kones kræftsygdom, og derefter en munter fortælling om hvordan det var, pludselig at skulle stå for alt det huslige. Til slut fortalte han lidt om hans nye bog om storsmugleren Thorkild Løndahl fra Frederikshavn.
Onsdag d. 5. september kommer De Røde Skjorter og spiller op til fællessang m.m.
Det er også nu at man kan købe billetter til deres årlige Høstfest, som afholdes fredag den 21. september i Kulturhuset. Lasse og Kjeld spiller op til dans efter middagen, så der er lagt op til nogle festlige timer denne aften. Det koster 200 kroner at være med denne aften, men så er det også med spisning, vin ad libitum og dans.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tiden nærmer sig for den årlige Høstfest' til en bekendt