
En pølse ska’ serveres med føl’se’….
4. september 2012 - kl. 10:16 - af Henrik Christensen
Sommeren 2012 har ellers ikke imponeret med masser af sol, men da spejderne afholdt deres årlige kombinerede avisindsamling og grill med politikere, viste vejret sig fra sin allerbedste side.
Solen skinnede, så det ikke kun var pølserne på grillen, der blev stegt. Lars Møller, Birgit Hansen, Hanne og Bendt Bøgsted, Brian Pedersen, Carsten Sørensen, John Christensen og Jørgen Tousgaard havde alle for en stund lagt de politiske uenigheder til side og hyggede sig med hinanden, spejderne, forældrene og de fremmødte borgere.
Flere af politikerne var ganske ferme til at bestyre grillen og Jørgen Tousgaard viste, at man sagtens kan være både stjerne og vandbærer. På en lånt cykel fremskaffede han et par kander vand, hos en han kendte i nabolaget.
Det giver ordet LOKAL-politiker en helt ny betydning. Shu-Bi-Dua skrev engang at “hygge er noget man kan tygge” og de ti kilo pølser, som Danish Crown havde sponsoreret forsvandt lige så
hurtigt som en isterning på grillen. Det samme gjaldt brunsvigerne fra bageren på Gl. Aalborgvej, så selvom der blev knoklet og samlet over 20 tons papir ind, var det stadig et hyggeligt arrangement.
Pølser og kage kunne skylles ned med saft fra Superbest og kaffe fra SuperBrugsen.
Tak for støtten. Også en stor tak til byens lokale håndværkere for velvillig udlån af deres biler. Uden dem, ingen avisindsamling.
Alle glæder sig til at se såvel borgere som politikere til næste år.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'En pølse ska' serveres med føl'se'....' til en bekendt