Aktiv Sæbyborger runder snart de 80 år

Aktiv Sæbyborger runder snart de 80 år

27. august 2012 - kl. 14:09 - af

Navnet Thorkild Søndergaard er kendt af rigtig mange mennesker i Sæby og omegn. Sker der noget af lokalhistorisk interesse, er Thorkild der. Sker der noget i kirkerne her på egnen, har det hans bevågenhed. Er der lokalhistorie, der skal beskrives og foreviges på billeder, ja, da er Thorkild der.

Redaktionen har besøgt Thorkild Søndergaard i anledning af hans 80 års fødselsdag den 6. september for at finde ud af, hvordan han er blevet til den person, han er.

Thorkild er født og opvokset i Try på gården Søndergaard, som stadig eksisterer. Han var enebarn, men kunne have haft en storesøster, som døde, inden Thorkild kom til verden.

Skolegangen fik Thorkild i Try Skole, hvor han gik i otte år. Herefter gik han derhjemme og hjalp til på gården. Skolen var dengang ikke Thorkilds stærke side; men sidenhen kom han på Halvorsminde Ungdomsskole, som gav Thorkild et vældigt spark i positiv retning med regning og retskrivning (det var i forbindelse med retskrivningsreformen).

Vi har spurgt Thorkild, om hvilke fem højdepunkter, han vil fremhæve, som betød noget i hans liv?
”Det var så absolut, da jeg fik jagttegn og kørekort, for det betød, at jeg nu kunne deltage som en ligeværdig jagtkammerat sammen med de andre mænd, der gik på jagt, og jeg kunne komme lidt hjemmefra”, svarede Thorkild. ”Et andet højdepunkt var, da jeg kom ind som soldat og kom ned til Esbjerg, og det var også det med at komme hjemmefra, for jeg var blevet i den grad overbeskyttet, fordi mine forældre var bange for at miste mig, ligesom de havde mistet min søster. Senere var det et stort højdepunkt, da jeg blev gift og fik lov til at være med ved mine to pigers fødsler derhjemme. Det var stort! Og så var det også et stort højdepunkt og en lettelse, da jeg kom bort fra landbruget og kom over til noget helt andet, nemlig toldvæsenet. Landmand det var altså ikke mig! Og som noget femte vil jeg nævne, at jeg har haft et fantastisk liv som pensionist. Jeg lærte Vitte at kende gennem mit engagement på Ældrecentret, og vi har nu et dejligt liv sammen. Jeg har lært rigtig mange mennesker at kende, og det betyder meget for mig. Jeg har haft og har stadig mange gode oplevelser, som mange andre også har glæde af”.

Vi spørger om, hvilke fem mennesker, der har haft størst indflydelse på Thorkilds udvikling til den person, han er blevet?
Lidt tøvende svarer han, at han savner nogle venner, som har svigtet.

Thorkild, det er jo en kendt sag, at du har gjort et stort stykke arbejde i den lokalhistoriske forening ”Saltlandet” (ikke at forveksle med bogen af samme navn). Thorkild har bidraget til Sæbybogen. Hvor kommer den interesse fra?
”Da jeg gik i skole, havde jeg en drøm om at blive præst eller buschauffør. Jeg kom meget sammen med ungdom, som kom i Indre Mission, og det interesserede mig meget. Jeg følger den dag i dag med i Kristelig Dagblads teologiske artikler. Kirker og gravstene blev ad den vej noget, som jeg interesserede mig for. Der er rigtig meget kultur i gravstene. Præst duede jo ikke, når man ikke var stærk til det boglige, og min far syntes ikke, at det var passende for en søn af Søndergaard at blive buschauffør”.

Hvordan har du bidraget til vores kulturhistorie?
”Jeg har jo været med i Saltlandet i ni år, og i al beskedenhed har jeg ikke svigtet et eneste møde. Jeg har fotograferet alle vore arrangementer, lavet powerpoint-show om gravsten og har fået folk med indsigt i den lokale historie til at fortælle. Disse fortællinger har jeg så skrevet om. F.eks. min gode ven Erik Arentsen fra Ørtoft. Han var en guldgrube til Ørtofts historie”.

Gravstenene har været et stort projekt for dig?
”Ja, for jeg blev spurgt, om det ikke var noget for mig at forevige områdets gravsten, for de er jo en del af vores lokale kulturhistorie. Ting og sager ændrer sig hele tiden, og om få år ser alting anderledes ud, og med nutidens gravskik med urnegrave og bisættelser i de ukendtes grav, så forsvinder den kultur, hvis ikke der er nogen, der fastholder, hvordan det har været, og hvordan det er nu”.

Du har jo også været meget aktiv som frivillig hjælper på Ældrecentret i Sæby?
”Ja, der var flere år, hvor jeg kom på centreret stort set hver dag. Jeg arbejdede sammen med bl.a. Vitte, som jeg nu bor sammen med. Vi arrangerede bankospil, fester og al mulig underholdning, og en gang fik vi prisen som årets Civitan og AOF’s 1.majpris for det; men efterhånden, som fysikken ikke er, hvad den har været, har vi trukket os tilbage; men jeg kommer af og til og hjælper dem, når de har arrangementer, der skal fotograferes og videofilmes”.

Det er jo ikke så få mennesker, du i tidens løb har hjulpet med at installere computere og ”fikse” forskellige problemer. Hvordan kan du det? Du er jo ikke it-uddannet.
”Nej, jeg var tolder i mange år. Jeg lærte i Helsingør og kom sidenhen til Frederikshavn, hvor jeg var mellem 65 og 89, hvor jeg blev pensioneret pga. en rygskade. Det med computeren kom sådan lidt af sig selv. Det var jo udviklingen, så jeg måtte jo sætte mig ind i det og gik derfor på dagskole i to år for at sætte mig ind i det grundlæggende, og så må jeg jo have evner for det, for så har det ene taget det andet. Jeg begyndte at hjælpe i Ældresagen i Volstrup og Sæby, og sidenhen i Thorshøj, hvor folk kom med deres computer for at få hjælp til at starte den op”.

Du har jo lavet mange forskellige ting udover at være i toldvæsenet.  Du har i perioder kørt som chauffør for din genbo, som var småkagegrossist, og du har været ravsliber. Hvordan kom du til det?
”Jeg blev jo pensioneret pga. dårlig ryg; men jeg havde jo stadig energi til en masse, og ryggen kunne godt klare, at jeg sleb rav, så jeg kom i kontakt med ravsliber Gunnar Andreasen, Lyngså, anskaffede mig grejet til det og sad derhjemme og sleb, hvorefter jeg tog ud og solgte på markeder osv. Det gik der to år med; men så holdt jeg op, for der var ikke så meget salg i det”.

Nu bliver du jo 80 år og skal fejre fødselsdagen med venner og familie. Får det dig så til at ”gå på pension”?
”Nej, bestemt ikke; men der bliver skruet ned for aktiviteterne. Jeg vil fortsat gerne hjælpe, hvor der er behov for hjælp til computer, og min interesse for foto og små videoer vil nok blive forøget, for det kan jo foregå herhjemme.

Jeg fatter ikke, at jeg bliver 80 år. Jeg overvejer meget, om jeg skulle indtale ”mine tre liv” på diktafon og få dem lagt på arkiv. Om 80 år kan efterkommere høre Thorkild fortælle fra 1932 til 2012.

Så I kan godt forstå, at jeg regner med at blive 100 år”, slutter Thorkild Søndergaard med sit karakteristiske lune smil.

Herunder ses billeder fra Thorkilds liv. Klik og se historien bag billederne.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Aktiv Sæbyborger runder snart de 80 år' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER