
Nordjyllands Politi: Færre indbrud i Nordjylland
21. august 2012 - kl. 0:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Indbrudstyvene er tilsyneladende blevet mindre aktive i Nordjylland. I hvert fald kan Nordjyllands Politi konstatere, at antallet af indbrud i private hjem er faldet kraftigt i løbet af det første halve år i 2012. Det viser en statistik, som politiet har udarbejdet.
Faktisk er faldet i Nordjylland ret markant, hvis man sammenligner med landsgennemsnittet. Således viser opgørelsen, at fra 1. januar til 30. juni 2012 er antallet af indbrud i private hjem faldet med 13,9 procent, hvis man sammenligner med det gennemsnitlige antal indbrud fra 2009-2011. Det tilsvarende fald på landsplan er 5,2 procent.
Udviklingen vækker tilfredshed hos chefpolitiinspektør Claus Hilborg fra Nordjyllands Politi, idet bekæmpelse af indbrud er et strategisk indsatsområde for politikredsen, hvorfor der er iværksat mange målrettede indsatser og initiativer for at forebygge og bekæmpe indbrud.
”Ethvert indbrud er ét indbrud for meget, men det er glædeligt, at befolkningen i Nordjyllands Politikreds lige nu er blandt de borgere i Danmark, der har den laveste risiko for at blive ramt af et indbrud,” siger chefpolitiinspektøren, der hæfter sig ved, at antallet af anmeldelser i nordjyske fritidshuse og erhverv også for tiden er meget lavt:
Hvis man sammenligner 2012 med det gennemsnitlige antal indbrud i fritidshuse og i erhverv fra 2009-2011, så har indbrud i fritidshuse oplevet et fald på 45 procent ned til 439, mens indbrud i erhverv har oplevet et fald med næsten 43 procent ned til 1123.
Claus Hilborg understreger dog, at Nordjyllands Politi på ingen måde vil hvile på laurbærrene – trods de fine tal.
”Vi fortsætter vores indsats på højt niveau. Forbrydere holder ikke fri. Vi har før set, hvordan billedet hurtigt ændrer sig. Anmeldelsestallet kan svinge uge for uge, hvis fx en bande kommer hertil og laver en bølge af indbrud. Det så vi desværre et eksempel på i juli, hvor flere kommuner havde mange indbrud.”
Derfor opfordrer chefpolitiinspektøren fortsat alle borgere til at henvende sig til Nordjyllands Politi, hvis de observerer noget mistænkeligt, fx biler eller ukendte personer, der pludselig færdes i et boligområde.
”Jeg vil også gerne appellere til borgerne om, at de skal henvende sig, hvis de får tilbudt guld, sølv eller elektroniske genstande til urimeligt billige priser. Der kan være tale om hælervarer,” siger Claus Hilborg.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjyllands Politi: Færre indbrud i Nordjylland' til en bekendt