
Seje cyklister til cykelløb med Kræftens Bekæmpelse
18. august 2012 - kl. 0:27 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kræftens Bekæmpelse i Sæby sendte 40 ivrige og ikke mindst 40 seje cyklister af sted på det årlige motionscykelløb torsdag aften.
Af alle muligheder, så valgte regnen at sætte ind ved aftenstide, netop som arrangementet startede, men det afholdt ikke de garvede cyklister fra at trampe af sted. Sikken en indstilling og sikken en opbakning til Kræftens Bekæmpelse, det kan man kun blive ydmyg og stolt over.
Trods et par punkteringer, var der smil på læberne og efter et pitstop halvvejs med mad og drikke på den ca. 15 km lange tur i og omkring Sæby, kunne alle vende sikkert tilbage til mål. En regnfuld, men også lun aften sluttede med hyggesnak og udtrækning af gevinster på en tipskupon, som alle deltagere havde udfyldt inden afgang.
Sæby lokaludvalg takker for alle gevinsterne, som byens forretningsdrivende så velvilligt har bidraget med, og ikke mindst tak til alle deltagerne der trodsede regnen denne aften.
Sæby lokaludvalg vender tilbage den 1. november med sangaften på Sæbygård slot, dette annonceres senere.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Seje cyklister til cykelløb med Kræftens Bekæmpelse' til en bekendt