
Cykelløb i Kræftens Bekæmpelse – Tour de Sæby!
3. august 2012 - kl. 12:54 - af Henrik Christensen
Hvad skal man lave efter Tour de France og Ol. – ja så kan man da tage cyklen frem og selv trampe af sted. Kræftens Bekæmpelse i Sæby afholder nemlig sit årlige og traditionsrige motionscykelløb torsdag den 16. august med start fra Spar Nords parkeringsplads i Vestergade, Sæby.
Formand Emmy Jakobsen påpeger, at vi i Kræftens Bekæmpelse synes, det er en dejlig tanke, at man ved at cykle de små 15 km. kan styrke sit eget helbred, forebygge kræft og samtidig samle ind til kræftsagen, som bl.a. har brug for penge til forskning. Kræftens Bekæmpelse anvender 54 % af alle indsamlede midler til forskning, hvilket er mere end statens bidrag.
Kræftforskningen har f.eks. bevirket, at man i dag kender til mange og veldokumenterede årsager til kræft og der forskes stadig, bl.a. er overvægt hos børn og unge under mistanke for, at kunne forårsage kræft senere i voksenlivet, men man mangler flere resultater, inden man kan konkludere noget endeligt.
Forskningen har heldigvis allerede givet megen brugbar viden og Kræftens Bekæmpelse kan derfor veldokumenteret anbefale alle, der vil forbygge kræft, at de lever et aktivt fysisk liv, spiser sundt, undgår overvægt, undgår rygning, undgår store mængder alkohol og er varsom med solens UV stråler.
Det lyder på papiret asketisk, kedeligt og restriktivt, men sådan skal det ikke tolkes. Uden store armbevægelser kan man sagtens ændre sine vaner og at cykle kan være både sjovt og udfordrende. Sæby lokaludvalg inviterer alle interesserede i alle aldre til at cykle de 15 km. i og omkring Sæby. Der vil være et stop halvvejs på ruten, hvor man dels kan puste lidt ud, men også få forplejning og en lille snak, inden turen går hjemad.
I mål ved Spar Nord kan der købes drikkevarer og lokaludvalget har som vanligt lavet en tipskupon med udtrækning af fine gevinster, sponsoreret af byens erhvervsdrivende.
Aftenens overskud går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Cykelløb i Kræftens Bekæmpelse - Tour de Sæby! ' til en bekendt