
Børnenes legeplads på havnen er fjernet
18. juli 2012 - kl. 20:03 - af Henrik Christensen
Havnefoged Birger Isaksen fortæller, at legepladsen på havnen var blevet for farlig at lege på, så derfor har man valgt at fjerne den.
På spørgsmålet om hvor når der vil komme en ny legeplads, siger han: ”En ny legeplads vil koste ca. 150.000 kr., og de penge har vi ikke, så det bliver ikke i denne sæson, men selvfølgelig skal der en ny legeplads op, så nu må tiden vise hvornår”.
Nu har de mange sejlerturister så p.t. ikke noget sted at sende deres børn hen for at lege, kun Byparken og her er der et stykke vej, hvis man bor på havnen som turist. Hvilke forældre sender deres børn op midt i byen til en legeplads uden opsyn, i en by de måske ikke kender?
Erik Schack, indehaver af Havnekiosken (ishuset), fortæller, at han dagligt har børn, der kommer og spørger efter legepladsen, og at han nu har lavet et kort, hvor han har afkrydset legepladsen i Byparken, så må guderne vide om børnene kan finde den.
Han fortæller videre: ”Hvorfor får man ikke slået græsset på Paradisjorden, det er meget højt, og det ser ikke særlig pænt ud, men et oplagt sted for børnene at lege, spille bold eller bare hygge sig, når der nu ikke er andre muligheder. Der er ingen steder på havnen, hvor sejlernes børn kan hygge sig, ikke en gang en mur de kan spille bold op ad – og så lige midt i højsæsonen”!
Frederikshavn kommune bruger for tiden mange penge på Palmestranden, som er blevet opgraderet med penge i anledning af fodbold cup. Men der er ikke en krone til Sæby Havn til forskønnelse og til glæde for byens turister! Alle campingpladser har hoppeborge, legepladser m.v. Sæby havn er også en form for campingplads, blot for sejlende turister, men her er der ikke så meget som en gynge til børnene.
2 kommentarer til “Børnenes legeplads på havnen er fjernet” under annoncerne.
Jeg tror kommunen har ferie. For der bliver vist ikke slået græs nogen steder i byen lige nu. Man har nok sparet en afløser væk. Så det begynder at se lidt træls ud flere steder, og vi har faktisk mange turister på besøg lige nu.
Erik du har så evigt ret. Kan ikke forstår de politiker vi har valgt fra byen ikke snart tar bladet for munden. De må da ha en mening om den skæv vridning der er i kommunen. Eller har de fået mundkurv på.Tænker om det måske er nogle andre der skal sidde der efter næste valg.