
Sæby Skjolds U-15 drenge vandt Cup no 1
15. juli 2012 - kl. 11:16 - af Henrik Christensen
De talentfulde drenge fra Skjolds U-15 drengehold deltog i denne uge i Dana Cup i Frederikshavn, en stor international fodboldturnering med mange gode hold fra hele verden.
De fleste af spillerne var også med da holdet i 2009 vandt U-13 rækken, så det var nogle selvsikre spillere der i dag atter spillede finale.
Finalen blev spillet på Frederikhavn Stadion, med masser af tilskuere på tribunen, og modstanderen var Sogndal fra Norge, som slog Ffi ud i semifinalen.
Sæby vidste, at nordmændene ville stå langt tilbage på banen og satse på contra angreb og lange bolde til deres store centerforward, så taktikken var klar fra start! Drengene skulle helt op og presse dem og spille bolden rundt i kombinationer, som de gennem hele turneringen havde gjort.
Sæby startede godt, og efter 6-7 minutter fulgte Job Biak op på en afslutning fra Marcus Ettrup, og der stod 1-0 til Sæby.
Taktisk var det en fantastisk start, nordmændene nu var nødt til at komme frem på banen, hvilket ville vise sig at give Sæby flere gode contra angreb.
Der blev spillet disciplineret af Sæby i denne periode, men man kunne også begynde at se trætheden melde sig hos nogle af midtbanespillerne, som havde løbet utroligt meget i de hidtidige 6 kampe, der var spillet på bare 4 dage inden finalen.
Til sidst i 1. halvleg lod Sæby sig presse noget tilbage, men holdt skansen frem til en tiltrængt pause.
Pausen blev brugt til at justere lidt taktisk og få fyldt batterierne op til de sidste 30 minutter.
Straks fra 2. halvlegs start kom nordmændene mere frem på banen og lagde pres på Sæbys forsvar, men pludselig får Sæby vendt spillet og Morten Honore får fat i bolden og sender en dyb stikning op af banen til Marcus Ettrup, som nu havde frit løb mod Sogndals mål. Marcus viste klassen, og var cool nok til at af drible målmanden og ligge bolden ind til en trods alt fortjent 2-0 føring.
Det var et hårdt slag for nordmændene, og samtidig gav det Sæbydrengene mere ro og tro på, at sejren var inden for rækkevidde.
Nordmændene prøvede at ligge flere folk frem og pressede på, men Sæby var dygtige til at spille sig ud af problemerne og havde et par gode contra chancer ved Job Biak og Marcus Ettrup.
Et kvarter ind i halvlegen tilkæmpede Sæby sig et hjørnespark, og Christoffer Nødgaard slog en giftig bold lige ind i pandebrasken på kampens spiller Job Biak, som kunne score sit andet og Sæbys tredje mål til en solid 3-0 føring.
Nu kunne det ikke gå galt, og Sæby blev ved med at spille rundt i kombinationer, og på trods af et “trøstemål” til Sogndal, var der styr på sagerne, og Sæbydrengene kunne juble, da dommeren fløjtede kampen af.
En kæmpe forløsning efter en fantastisk uge med nogle spændende kampe mod modstandere fra så forskellige lande som Sverige, Norge, Honduras, Mexico og Australien.
Så det var en stolt anfører, Anders Høst, der kunne modtage pokalen på holdets vegne, og så var der afgang til McDonald’s for at fejre den velfortjente sejr.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Skjolds U-15 drenge vandt Cup no 1' til en bekendt