
Café åbner i Retfærdigheden i Algade
13. juli 2012 - kl. 15:36 - af Henrik Christensen
Aktiviteterne ved ”For Retfærdigheden” i den tidligere politistation og retsbygning i Algade bliver flere og flere. Nyeste tiltag er åbning af en café, som venneforeningen står bag.
En række frivillige har påtaget sig at stå for driften, så caféen i sommerperioden kan holde åbent kl. 13-16 alle ugens dage med undtagelse af søndag. Det vil så være muligt for besøgende, turister og andre at nyde en kop kaffe eller en kop te samt et stykke kage, når de kigger inden for i ”For Retfærdigheden”.
– Det er en stor glæde, at det nu ser ud til at være lykkedes at få etableret en café, så det er muligt at få en lille forfriskning, når man besøger de gamle, nyrenoverede bygninger,” udtaler formand for Retfærdighedens venneforening, Susanne Christiansen. Hun tilføjer, at venneforeningen fortsat meget gerne hører fra folk, der har lyst til at tage en tørn som frivillig hjælper i caféen eller i andre af venneforeningens aktiviteter.
Venneforeningen har en bestyrelse, der, ud over Susanne Christiansen som formand, udgøres af Anker Pedersen som næstformand. Dan George er kasserer og Grethe Christensen sekretær. Bestyrelsen består desuden af Bo Baake og Per Rye. Venneforeningen er godt på vej mod 100 medlemmer, og det er ligeledes muligt at tegne folkeaktier for økonomisk at støtte projektet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Café åbner i Retfærdigheden i Algade ' til en bekendt