
Det blev til en dans på roser for Merete Møller
12. juli 2012 - kl. 11:09 - af Henrik Christensen
Lørdag den 7. juli blev der afholdt rosendag hos havearkitekt Merete Møller på gården ”Kyllingborg”. Mellem 50 og 70 entusiastiske rosenelskende mennesker var mødt op, for at høre rosenbogs forfatter Ernst Jensen fra Ribe fortælle om roser og give gode råd om sundhed og pleje hos roser.
Dagens arrangement startede med konstituering af en nordjysk rosenkreds under Det Danske Rosenselskab, så nu kan også Nordjylland bryste sig af, at have en ny sammensat kredsledelse af en håndfuld entusiastiske rosenelskere.
”Rosenkreds Nordjylland har de sidste par år kørt på lavt blus, hvilket vi med dette arrangement vil starte på at gøre noget ved”, fortæller Merete Møller. Lokalkredsen bliver udover Merete Møller repræsenteret af Annette Lund Andersen fra Langholt, Vodskov og Annemarie Elisiussen fra Thorshøj, Østervrå.
Dagen sluttede med, at man ved selvsyn kunne gå rundt i Meretes have og se på roser af forskellige typer som bl.a. albaroser, portlandroser, moschata rose, slyngroser og buskroser. Specielt er det, at den berømte albarose ”Maxima” fra P.S. Krøyers maleri blomstrer netop nu.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det blev til en dans på roser for Merete Møller' til en bekendt