
Stafet for Livet – 305.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse
1. juli 2012 - kl. 0:02 - af Henrik Christensen
Resultatet af ”Stafet for livet” på Knivholt i Frederikshavn den 16.-17.juni er nu gjort op, og det endte i et overskud på 305.000 kr. til Kræftens Bekæmpelses arbejde.
”Udover en fantastisk weekend med masser af hyggeligt samvær, og hvor mange deltagere trod-sede vejret og holdt stafetten i gang i 24 timer, er det utroligt dejligt, at hele indsatsen munder ud i, at vi fra Stafet for Livet i Frederikshavn kan sende så stort et beløb videre til Kræftens Bekæmpelses vigtige arbejde” siger formand for styregruppen, Aase Lindbøgh Nielsen, som fortsætter: ”Det er dog kun muligt fordi, – mange firmaer og privatpersoner har støttet stafetten med penge og naturalier, – en bred kreds af frivillige lægger stor arbejdskraft i arrangementet– og ikke mindst de mange deltagere, der alle hver på deres måde i fællesskab har bidraget til det flotte resultat, og det er arrangørerne meget taknemlige for.”
I 2013 holdes Stafet for Livet i Frederikshavn i weekenden den 15.-16. juni, og det bliver igen Knivholt, som danner ramme om arrangementet.
En kommentar til “Stafet for Livet – 305.000 kr. til Kræftens Bekæmpelse” under annoncerne.
Det var et rigtig dejligt døgn på Knivholt. Masser af smil, glade mennesker, latter, tårer, torden, regn og vabler. Vi er helt klar til at være med igen næste år. Kom gerne og deltag på vores hold. “Os fra Sæby.”