
De gør det igen – Spøgeri og magi på Sæbygaard
1. juli 2012 - kl. 0:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Støtteforeningen Sæbygaards Venner er klar til at gentage de sidste sommers succes – ”Spøgeri og magi på Sæbygaard” for børn og barnlige sjæle.
Mandagene den 9. 16. og 23. juli gennemføres aktiviteten i form af guidede ture kl. 13. og 15.
Hver omvisning er begrænset til ca. 30 personer, så alle kan få det maksimale udbytte. ”Spøgeri og magi” er især for børn med en voksen i hånden.
Under turen vil deltagerne møde flere af de mest kendte personer, der har holdt til på Sæbygaard – og det vel at mærke i dragter og den påklædning, de benyttede. Således vil deltagerne bl.a. møde biskop Stygge Krumpen med hans frille (elskerinde), admiral Niels Juul klar til nok en gang at stå til søs og gå i krig for kongen, Holger Pax og Elisabeth Bille, der begge også boede på Sæbygaard og Lave Beck Arenfeldt, der var den første Arenfeldt’er, som ejede slottet.
Desuden vil kokkepigen Madam Dunk regere i køkkenet, ligesom deltagerne på de guidede ture naturligvis også møder stuepiger, gårdskarle – og måske også et enkelt spøgelse.
Barske scener vil der også blive budt på. Således er der lagt op til, at en af gårdskarlene kommer i gabestokken på grund af uærlighed.
Desuden får børnene mulighed for selv at komme i gabestokken eller sidde på den forhadte træhest.
Efter oplevelser er der mulighed for i Sæbygard-Caféen at hygge sig med kage, sodavand, kaffe og kakao.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'De gør det igen - Spøgeri og magi på Sæbygaard' til en bekendt