
Råstofplan i supplerende
høring
30. juni 2012 - kl. 0:09 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det er et spørgsmål om grundvandsbeskyttelse og ændringer i enkelte områder, der nu får Regionsrådet til at sende forslaget til råstofplan i en supplerende høring fra 29. juni til 24. august. Tidligere indsendte bemærkninger er stadig gyldige og indgår i den endelige behandling af planen.
Region Nordjylland modtog over 100 bemærkninger og yderligere otte forslag til graveområder, da råstofplanen var i høring fra januar til marts i år.
Naturstyrelsen, der repræsenterer staten, har i deres indsigelse bemærket, at planens retningslinje 5 ikke er i overensstemmelse med planprincipperne for beskyttelsen af grundvandet. Her vurderer styrelsen, at kompetencer i forhold til beskyttelse af grundvandet udstikkes af staten – mens det er kommunerne, der skal administrere de statslige anvisninger.
Regionsrådet har derfor på mødet den 26. juni besluttet, at retningslinje 5 tages ud af forslaget til råstofplanen. I stedet bliver vigtigheden af at beskytte grundvandet i forbindelse med råstofgravning beskrevet i planens hovedafsnit.
Regionsrådet kan naturligvis ikke ændre planen uden, at offentligheden eller personer, der bliver direkte berørt, får mulighed for at kommentere på ændringerne.
Derfor kommer den reviderede råstofplan nu til supplerende høring i perioden 29. juni-24. august.
En bred og en smal høring
Ud over indsigelsen omkring kompetencer i forhold til grundvandsbeskyttelse, havde Naturstyrelsen også indsigelser til en række af udlæggene til graveområder. Dertil kommer de otte nye forslag til graveområder.
Disse kommer ud i en bred høring, altså hvor naboer, kommuner, interesseorganisationer og andre parter bliver hørt.
Derudover vil der være en smallere høring i forhold til graveområder, hvor der har været større lokal modstand. Her vil kun de berørte parter blive hørt igen.
Det skal understreges, at de bemærkninger, regionen allerede har modtaget, fortsat indgår i behandlingen af den endelig råstofplan 2012. Planen forventes endeligt vedtaget i Regionsrådet til november.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Råstofplan i supplerende
høring ' til en bekendt