
Borgmestertale og Å – Rock bandt Skt. Hans…
25. juni 2012 - kl. 11:22 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
…. festlighederne sammen i Voerså.
Borgmester Lars Møller kom vidt omkring, da han i sin båltale fortalte om hekserier, byudvikling, stavgangspigerne og fokus på mobning.
I tidligere tider var der en dame fra Voerså, der havde specielle evner, som hun udnyttede til både trolddom og hekserier. Hun kunne blandt andet stikke en syl i loftet, og på denne måde malke naboernes ved at mælken kom ud gennem hullet i loftet.
De mange frivillige i Voerså Byudvikling fik et par rosende borgmesterord med på vejen, og alt det var gang i for øjeblikket. Borgmesteren omtalte også den kommunale støtte både økonomisk og arbejdsmæssigt.
I øjeblikket var der en del fokus på mobning, hvilket var godt, da det var et uvæsen som burde fjernes, og hvis man endelig ville gå i dybden og vide noget om Voerså, kunne man bare henvende sig til stavgangspigerne i byen, der vidste næsten alt – akkurat som Nordjylland Radio gjorde for kort tid siden, da Voerså var den første landsby, der blev sendt fra i en lang kommende række.
Efter borgmesteren havde holdt sin tale, blev bålet tændt, og heksen blev sendt til Bloksbjerg. Alt imens bålet brændte, sejlede både rundt på åen med fakler, som blev holdt af børn, der havde meldt sig frivilligt.
Det kendte rockorkester Smokehouse gav den hele armen, og rokkede i teltet resten af aftenen til ud på de små timer.
I år faldt Skt. Hans på en lørdag, og det havde fået arrangørerne, Voerså Byudvikling og Voerså Bluesklub, til at starte festlighederne om formiddagen, hvor MC-kørere lagde ud på en tur til Mariager Fjord, for så at vende tilbage midt eftermiddag, hvor der var masser af børnekonkurrencer med præmier.
Det store anderace med hele 288 små gule ænder, der blev sluppet løs på åen havde 8 præmier, hvor vinderne blev 25 – 42 og 178. Samtidig sang tre småpiger fra YA i Voerså smukke sange og viser under ledelse af Ketty Kjær Pedersen. Pigerne høstede et stort bifald.
Hele dagen var der hoppepude til børnene, gratis motorbådssejlads og Knud Søhane spejderne bagte pandekager over åbent bål.
Regnskabet er endnu ikke gjort op, men der forventes et overskud som går i Voerså Byudviklings kasse.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Borgmestertale og Å – Rock bandt Skt. Hans... ' til en bekendt