Ældre FDF-ere ferierer på Møllegården

Ældre FDF-ere ferierer på Møllegården

7. juni 2012 - kl. 0:07 - af

Men det er ”arbejdsferie” med ren råhygge – De er alle i alderen fra 63 til 80 år og kalder sig stadig FDF-ere.

Deres elskede Møllegård i Voerså var i drengeårene, den eneste ferie, der på det tidspunkt kunne blive råd til. Og de glædede sig simpelthen hvert år til turen til Møllegården. Her var det frie liv med masser af naturoplevelser i skoven, ved havet, Møllebækken, Voer å og masser af sejlture op ad åen i Voerså.. Et liv, som nogle af dem der kom fra de nordjyske storbyer, slet ikke var vant til. Fra hele Nordjylland kom de, og mange af dem der nu er ældre, har holdt sammen hele livet, og gør det stadig.

Hvert år i juni måned mødes de på Møllegården med pårørende, det vil sige deres koner og samlevere, der alle bliver kaldt ”tanter”.

– Tanterne er uundværlige, fortæller Ole Hulgaard Nielsen, der af kammeraterne bliver kaldt sjakbejs.

– De laver mad til os og passer på os. I dag har vi sat dem til at skrubbe nye danske kartofler, for vi bliver 30 i aften til spisning. Vi skal have kyllingesteg. Grunden til vi bliver dobbelt så mange i aften er, at vi har ”forældredag”. Ja det kalder vi det, selv om dem der kommer også er ældre FDF-ere og er lige så gamle som os, fortæller sjakbejsen med et lunt glimt i øjet.

– Det er ikke bare ren sjov og ferie det hele. Vi får skam også tid til arbejde. I dag har vi fuld gang i bemaling af spisesalen samt vinduer, døre og radiatorer. På en plads inde i skoven er der opstillet 3 nye sheltere, og her er vi i gang med at bygge en bålplads, fortæller Ole Hulgaard Nielsen.

”Byggemøde” er ren hyggemobning

Sæbyavis.dk ankom onsdag formiddag 10.30 i uge 23. Det var lige på det tidspunkt, byggemødet startede på Møllekroen. Møllekroen er de ældre FDF-eres overdækkede hyggehjørne, og byggemøde blev der ikke meget af, men nu kom der gang i en kærlig form for hyggemobning, mens der blev serveret en enkelt forfriskning til ganen.

Erik Johansen fra Præstbro fortæller, han bliver kaldt ”tilsynsførende”, og påpeger at han af den grund er ved at gå til af stress, for at holde styr på de andre ældre FDF-ere.

Til dette tilføjer Per Andersen fra Aalborg, at det er årets højdepunkt for Erik Johansen, når han kan få lov til at holde øje med alle andre. Per Andersen bliver i øvrigt selv kaldt ”fætter Kåerrøv”.

Thommy Funder fra Brønderslev bliver kaldt ”fætter BR”. Til spørgsmålet om hvad ”fætter BR” står for, vil han ikke rigtig rykke ud med, men her er en anden FDF-er lynende hurtig og fortæller, det står for ”fætter Brokrøv”.

En anden FDF-er, Klaus Jensen fra Sulsted, har en rigtig og officiel titel som formand for bestyrelsen på Møllegården, men det har ”arbejds- og feriekammeraterne” absolut ingen respekt for. Klaus Jensen er yngst og kun 63 år, så han må finde sig i at blive kaldt ”Hvalpen”.

Det var hvad dagens byggemøde havde på programmet, og præcis 20 minutter efter start brød alle op igen og gik hver til sit. Ole Hulgaard Nielsen, Klaus Jensen og Thommy Funder blev udnævnt til at vise pressens udsendte rundt på området.

Mølleskoven – en ren naturperle

Fra selve lejren gik vi over Nordostvej, og kiggede på det store renoveringsprojekt, der i øjeblikket er i gang ved Møllesøen og Møllebækken. Laksetrappen der var i forbindelse med Mølledammen er fjernet, og der bliver kun en lille del tilbage af Møllesøen, der ikke får forbindelse til Møllebækken, der snor sig flot gennem landskabet. Over Møllebækken er der to kraftige træbroer med jernsveller under. Imellem broerne er der cirka 100 meter, men endnu ingen af broerne har fået påbygget rækværk, og det er bestyrelsesformand Klaus Jensen ikke helt tilfreds med.

– Det er Frederikshavns Kommunes opgave at bygge rækværk på, og det sker forhåbentligt snart. Kommer der en børnehave på besøg, kan det være vanskeligt for pædagogerne at holde øje med alle på en gang. Det er ikke decideret farligt at gå over, men er uheldet til stede, kan man godt falde ned, siger bestyrelsesformanden.

Oplevelsen af området er en sand perle, og den videre tur er en ren fornøjelse med masser af fuglesang og Møllebækkens sagte rislen, i det lune stille sommervejr. Vi kommer til en stor åben plads med tre nybyggede shelters, og her er der gang i byggeri af bålplads. Ude på den grønne eng sværmer i tusindvis af gåsebiller, og her tilføjer Klaus Jensen, at det måske var en god ide at sætte en snes stærekasser op, i de nærliggende høje træer!  På den måde, kunne der da komme et lille naturprojekt i gang, mente han. Der er i hvert fald masser af mad og vand til både fugle og dyr i området, men ingen redekasser.

Sjakbejs Ole Hulgaard Nielsen fortæller, at alle altid er velkomne til at gå en tur i skoven. Om ganske kort tid bliver der sat borde og bænke op i området, og hvis man har lyst til en madpakketur i skoven ved bækken, er man velkommen. Man skal bare opføre sig ordentligt og fornuftigt samt rydde op efter sig.

Sheltere og bålplads må man også gerne benytte, forudsat der ikke er logerende på Møllegården.

For få år siden var der også flotte shelters på pladsen, men de blev stukket ild til og brændte ned.

Det sker forhåbentlig ikke med de nye shelters, for nu er der døgnopsyn på stedet, så eventuelle vandaler kan blive taget i opløbet.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ældre FDF-ere ferierer på Møllegården' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER