
Nu er det sommer: Hurtigfærgen sejler igen
25. maj 2012 - kl. 9:12 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Stena Lines satsning i år med at tilbyde børn op til 14 år gratis entre 45 forskellige steder i Sverige, skal medvirke til at øge antallet af rejsende på hurtigfærgen Expressen, der traditionen tro indsættes på ruten mellem Frederikshavn og Gøteborg her i maj.
– Vi vil simpelthen have flere danskere til at rejse til Sverige, og i den forbindelse er det dejligt at se Expressen tilbage på Kattegat. Vi mærker tydeligt på vores passagerer, at de sætter pris på den kortere sejltid, fortæller direktør Carsten Kruse fra Stena Line.
Hurtigfærgen nedsætter rejsetiden mellem Danmark og Sverige med fem kvarter, således at turen over Kattegat blot tager to timer.
– Især vores forretningsrejsende er glade for den kortere sejltid, men det er også markant nemmere at rejse over til Gøteborg på miniferie, hvor især Liseberg er et trækplaster, fortæller Carsten Kruse.
Liseberg, der er Nordens største forlystelsespark, ligger midt i Gøteborg og har fra onsdag 23. maj åbent alle dage frem til 19. august. Fra på fredag er der to daglige afgange med hurtigfærgen mellem Frederikshavn og Gøteborg – formiddag og eftermiddag.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nu er det sommer: Hurtigfærgen sejler igen' til en bekendt