
Der skal også fyres hos Danish Crown i Sæby
11. maj 2012 - kl. 17:13 - af Henrik Christensen
Danish Crowns besluttede i aftes af lukke slagteriet i Esbjerg, men i dag er det ligeledes besluttet også at fyre folk på slagteriet i Sæby, fortæller P4Nord.
23 medarbejdere står i næste uge til et afskedigelsesvarsel.
Fyringerne bliver begrundet med, at der kommer for lidt svin ind til slagtning, den samme årsag som nu lukker Danish Crown i Esbjerg.
Afskedigelserne kommer ikke helt bag på fællestillidsmanden på Danish Crown i Sæby, Karsten Thomsen. Han fortæller, at der frem til sommerferien skal slagtes 10% færre svin, end der er blevet de seneste års tid.
”Oven på at vi lige har indgået en meget stram overenskomst, er det noget af et slag at få i hovedet i dag. Det er klart, at det er meget tragisk for de 500 kolleger i Esbjerg og deres familier, men jeg er da også ked af, at vi må skære ned i Sæby”, siger han.
Så glæden i dag over at man i efteråret måske kan oprette 300 nye stillinger og de fleste måske i Sæby ud af de 500 stillinger, der forsvinder i Esbjerg, kan Karsten Thomsen ikke rigtig få øje på.
”Der bliver hele tiden investeret i slagteriet her i Sæby, og det fortæller mig da også, at vi går en sikker fremtid i møde, men når jeg intet konkret ved, så har jeg lidt svært ved at forholde mig til det. Det er aldrig godt, når der lukkes endnu et dansk slagteri”, siger Karsten Thomsen.
I Sæby er der p.t. ansat 1100 mand, hvor af de 850 er slagteriarbejdere, og det er altså 23 af dem, der får en fyreseddel næste uge.
Danish Crown i Sæby har i de sidste par år slagtet færre end 50.000 svin, og frem til sommerferien vil antallet sikkert falde til omkring 40.000.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Der skal også fyres hos Danish Crown i Sæby ' til en bekendt