
Glas og natur udstilles i Galleri Færch-P
28. april 2012 - kl. 0:49 - af Henrik Christensen
Ved årets anden udstilling i Galleri Færch-P i Østervrå bliver naturen budt indenfor sammen med glaskunst i høj karat. Keramikeren Jørgen Hansens karakteristiske, prisbelønnede værker vil pryde det store kirkerum side om side med den århusianske glaspuster Rikke Stenholt, hvis værker blandt andet står i kirker flere steder i landet.
Tre kunstnere er på plakaten til Galleri Færch-P’s forårsudstilling. Lerkeramik, glaskunst og malerier vil fylde lokalerne i den gamle baptistkirke i Østervrå, og for især glaspuster Rikke Stenholt er en kirke ikke uvant. Hendes smukke glasværker pryder allerede i dag flere kirker rundt om i landet, hvor hun har del i den faste udsmykning. I et kirkerum med stort lysindfald, som i Galleri Færch-P, lever hendes værker, der både gengiver og udfolder sig i det unikke nordiske lys.
”Lyset spiller en central rolle i alle mine værker – direkte såvel som indirekte,” som hun ynder at sige.
I sine værker, der blandt andet inspireres af den nordiske himmelhvælving, arbejder hun med det varme glas, som hun lejlighedsvis kombinerer med ædelmetaller, bronze, kobber, stål, beton og gummi.
Den rå natur
Keramikeren Jørgen Hansens skulpturer har fokus på naturen, og han formår i sin proces at bevare den rå lers naturlighed i overgangen til de motiver, der blandt andet består af dyreikoner. Om det så er elefantkroppen, dyrehovedet, skoven selv, træet, ligesom de fade og relieffer han også kreerer, bærer de naturens udtryk i sig og fortæller om keramikerens fascination af naturens former og ønske om at kunne tolke dem.
Jørgen har gennem årene vundet flere priser for at udfordre det velkendte og accepterede udtryk, gennem hans meget personlige arbejdsmetoder, der gør hans værker til noget helt unikt.
På væggene i galleriet vil der under udstillingen være malerier af billedkunstneren Mette Tønder, der med stærke farver og kraftige, faste penselstrøg laver meget ekspressive malerier. Hendes inspiration findes blandt andet i hverdagens små pudsigheder, skævheder og almindeligheder, og især portrættet har i alle årene optaget hende meget.
Fernisering til udstillingen finder sted i Galleri Færch-P lørdag den 28. april kl. 14.00 til 17.00. Ved ferniseringen vil kunstnerne være til stede og fortælle om deres værker. Galleri Færch-P vil være vært ved et glas vin, snacks og lidt sødt, samt et musikalsk indslag ved Petra Westra. Udstillingen vil være åben alle lørdage og søndage frem til og med søndag den 27. maj – i tidsrummet 13.00 – 17.00.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Glas og natur udstilles i Galleri Færch-P' til en bekendt