Læs denne uges Finansbarometer lige her

Læs denne uges Finansbarometer lige her

19. april 2012 - kl. 0:01 - af

SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.

Gråt i gråt

Danmark

Det går hverken rigtig skidt eller rigtig godt i dansk økonomi. Det er konklusionen på vores nye prognose udsendt i denne uge. Vi har justeret lidt op på vores vækst-forventninger, regner nu ikke længere med en stigning i ledigheden og ser noget mere positivt på de offentlige finanser. Men en forventet vækst på lidt over en procent er bestemt ikke prangende set med baggrund i den rigelige kapacitet i dansk økonomi for øjeblikket – om end det altså heller ikke er katastrofalt.

Det billede blev sådan set fint illustreret af industriproduktionen, som faldt med 1 procent i februar – men efter at være steget de forudgående måneder, så der alt i alt er tale om en fremgang på 1,5 procent over tre måneder. Der er ingen tvivl om, at den danske industri er udfordret af den europæiske recession og den fortsat lave indenlandske efterspørgsel – men når vi kigger på eksporttallene, så går det ikke så ringe endda. Industrien er udfordret med hensyn til dansk økonomis konkurrencekraft, men vi har trods alt udsigt til en svag bedring af konkurrenceevnen over de kommende år. Inflationen blev med 2,7 procent i marts en anelse lavere end i februar, men stadig klart højere end indkomstvæksten, specielt efter skat.

Renter

I påsken og i begyndelsen af ugen vendte den finansielle uro tilbage til markedet på baggrund af bekymring om Spaniens gældssituation. Om det var de overskredne budgetmål eller kritikken af Spanien fra Monti og Rehn, der fik presset på det spanske obligationsmarked Spanien til at blusse op er uklart. Faktum er, at der er kommet meget lidt nyt fra Spanien, men landet er tilbage på dagsordenen – og det er det, der tæller!

Rentespændet til Tyskland er udvidet i både Italien og Spanien. Et lille fald i de økonomiske nøgletal medførte et deja-vu i markedet, som har frygtet en gentagelse af begivenhederne sidste forår. Mange af de klassiske tegn på stress er opstået på markedet igen. Swap- og kreditspændene er udvidet. De europæiske banker har klaret sig dårligt, volatiliteten er steget, og den omvendte korrelation mellem obligations- og aktieafkast er øget. Rent faktisk har tyske og danske obligationsrenter nået rekordlave niveauer, og hele frasalget i USA er reverseret. Denne udvikling blev desuden understøttet af en dårligere arbejdsmarkedsrapport end ventet sidste fredag. Obligationsrenten er stort set tilbage på niveauerne fra begyndelsen af året.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om dette bare er et bump på vejen eller, om det er begyndelsen på en mere alvorlig omgang med finansielt stress. Eftersom spændingerne er aftaget i de seneste dage, mener vi, at der er tale om det første – men vi frygter stadig, at det er det sidste. Vi mener stadig, at der er plads til stigninger i de tyske, danske og amerikanske 10-årige renter på 3-6 måneders horisont, da obligationsmarkederne ser fundamentalt dyre ud, og vi venter, at de globale udsigter bliver bedre. Vi erkender dog, at halerisiciene stadig er højere end for få uger siden, og meget afhænger af udviklingen på de sydeuropæiske obligationsmarkeder.

Den nuværende situation er mindre gunstig for stigende renter end det var tilfældet for 3- 4 uger siden. Vi tror dog stadig, at den næste bevægelse på 50bp i de 10-årige obligationsrenter snarere bliver opad end nedad. Vi anbefaler således positioner, der er billige målt i ”carry” og ”rolldown ”, men positivt korreleret med højere obligationsrenter. Vi anbefaler desuden at kombinere disse positioner med en vis beskyttelse mod forværring af krisen.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER