
Flere unge skal sige nej til høj fart
28. marts 2012 - kl. 10:27 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
For høj fart er en af de væsentligste årsager til, at de unge er overrepræsenterede i dødsulykker på vejene. Mange unge siger ikke fra, hvis de kører sammen med en ven eller kæreste, der kører for stærkt. Nu skal hardcore gangstertyper hjælpe de unge med at blande sig.
På alle kommunens ungdomsuddannelser såsom tekniske skoler, gymnasier og handelsskoler har der i den senere tid været hængt plakater op med overskriften: Skal vi NAKKE din ven?”
På plakaten står tre hardcore gangstertyper, også kendt som ”Familien”. Via hjemmesiden www.familien.nu kunne de unge få ”Familien” til at minde vennerne om, at det nu er slut med at køre for stærkt!
Baggrunden er en ny undersøgelse, der slår fast, at ca. 76 % af de unge har kørt med venner eller kæresten, der kørte for stærkt. Men kun 43 % af dem, der har oplevet det, har bedt chaufføren om at sætte farten ned til det tilladte.
Hvert år sker der mange voldsomme ulykker på vejene på grund af for høj fart – også i vores kommune. Især blandt de unge sker der alt for mange voldsomme ulykker. Derfor vil vi opfordre flere unge til at blande sig og sige fra, når en ven eller kæresten kører for stærkt, siger Dorthe Smidt fra Frederikshavn kommune der var med i den nye landsdækkende kampagne.
De unge får ”skudhuller” i bilen
Den trussel som vennerne sender, modtager den fartglade bilist i form af en personlig video, hvor man ser ”Familien” på vej ud til den unge bilists privatadresse. Samtidig bliver bilisten ringet op og får klar besked om at nu skal det være slut med at køre for stærkt, ellers vanker der!
Desuden blev der på udvalgte ungdomsuddannelser sat mærkater på flere af de unges biler. Når de unge kom ud til deres bil, så det ud som om, at nogen havde skudt gennem bildøren og at ”Familien” havde været forbi og ridset deres signatur i bilens lak i form af en henvisning til hjemmesiden www.familien.nu
Mærkaterne blev sat på bilen med fugt og kan uden problemer fjernes igen. Formålet med den personlige hilsen er igen at få de unges opmærksomhed og minde dem om, at deres venner synes, de kører for stærkt og få dem ind på kampagnens hjemmeside.
Mange unge tror, at de er usårlige i trafikken og tager chancer, der hvert år koster liv. Derfor forsøger vi på en meget alternativ måde at få de unges opmærksomhed. Vi vil minde dem om, at de selv kan gøre meget for at undgå ulykker – og ikke mindst fortælle dem, at der er en eller flere af deres venner, der synes det er for langt ude, at de kører så stærkt, siger Jon Schwartz, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
I Frederikshavn kommune skete det på EUC Nord, Hånbækvej 50.
Se mere på www.familien.nu hvor du selv kan udforme en personlig trussel, som du kan sende til venner, familie, kæresten eller andre, der kører for stærkt i trafikken.
Bag kampagnen står Kommunerne i Danmark, politiet, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.
Fakta:
Ca. 76 % af de unge har kørt med en ven eller kæreste, der kørte for stærkt. Men kun 43 % af de unge, der har oplevet det, har krævet at farten blev sat ned.
I næsten halvdelen af alle dødsulykker på vejene (44 %) har for høj fart været skyld i, at ulykken blev så voldsom at den kostede liv.
En gang om ugen ringer politiet på hos en familie, for at fortælle at deres søn eller datter er omkommet i trafikken (15-24-årige).
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flere unge skal sige nej til høj fart ' til en bekendt