
Flot sejr på udebane til Sæby BK….
20. marts 2012 - kl. 9:24 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Overraskende sejr til Sæbys Basket damer i 1. divisionskampen ude mod rækkens nr. 2 AUS fra Århus.
Basketball-resultat 1. div. damer
Det var ikke forventet, at Sæby ville vinde så overbevisende i udekampen mod AUS. Holdet havde dog en forventning om at kunne spille lige op mod AUS, idet de to hold stod godt til hinanden, og begge hold havde vundet hver en kamp i de to holds tidligere opgør.
Første periode: Sæbyspillerne var godt forbedret ren taktisk. Videooptagelser fra sidste opgør var blevet gennemgået og studeret, så det eneste Sæby skulle sætte deres lid til, var skytternes træfsikkerhed. Det viste sig hurtigt, at forberedelserne til kampen var givet godt ud. Holdet var klar i forsvaret, og Sæbys skytter kom godt i gang fra start. Især Charlotte Simonsen var godt skydende ude fra 3- points linen, og Sæby vinder perioden 14-15.
Anden periode: Sæby havde endnu et ”trumfkort”, som blev sat i spil. Et skift i forsvarssystem gjorde, at holdet aggressivt dækkede højere oppe på banen, hvor spillerne stjal en del bolde til stor frustration for AUS. Sæby scorede nu fra alle distancer. Signe Brandt og Henriette Sørensen satte nu også sine 3 points skud, og unge Line Ypkendanz får skudt sig godt ind på mellemdistancen sammen med Christina Legaard. Modstanderne var i vildrede over, hvem der skulle dækkes og hvor. Sæby fik sig bragt foran 29-39 til halvleg.
Tredje periode: Sæby startede efter halvlegen som lyn og torden og vandt de første par minutter med 10-3 til stillingen 32-49. Sæby spillede en rigtig god periode og øgede afstanden konstant. Signe Brandt havde især en god periode, hvor hun scorede 12 ud af sine 25 point . I slutningen af perioden prøvede AUS at lave et mere kompakt forsvar, for at dæmme op for Sæbys angreb mod kurven, men det gav bare Sæbys skytter fra distancen mere plads. Igen satte Charlotte Simonsen flere 3-point scoringer, og Sæby førte ved periodens slutning så sikkert som 41- 64.
Fjerde periode: Nu gjaldt det bare om for Sæby at holde hovedet koldt og køre den sidste periode hjem. Christina Legaard startede perioden med en hurtig scoring fulgt op af Henriette Sørensen, og Sæby holdet var i gang igen. AUS satsede nu alt for at komme med i kampen igen og fik hentet lidt ind ved stillingen 52-71, men Sæby var stadig det styrende hold i kampen. Dog måtte to af profilerne Charlotte Simonsen og Signe Brandt holdes en del på bænken på grund 4 personlige fejl. Det gav spilletid til den kun 15 årige Nina Munck, et af de unge talenter, der spiller sin første sæson i 1. division. Hun gjorde det rigtig godt og var med til at hente en sikker sejr hjem på 65-79.
”Det var en vigtig sejr for os, hvis vi skal holde os væk fra bunden. Også en vigtig oprejsning for holdet, som havde brug for succes set i lyset af den megen tid, der er blevet brugt på træning og forberedelse til kampene. Vi har nu kun to kampe tilbage denne sæson. Næste kamp bliver hjemme mod lokalrivalerne fra Aalborg, og det bliver helt sikkert en spændende kamp”, udtaler træner Henrik Hansen efter sejren.
Scoringer for Sæby: Signe Brandt 25 point, Line Ypkendanz 14, Charlotte Simonsen 14, Henriette Sørensen 12, Christina Legaard 8, Line Clausen 2, Luise Munch 2, og Nina Munck 2 point
1. Division damer AUS Århus – Sæby 65 – 79
Periodecifre:
1 14-15
2 15-24
3 12-25
4 24-15
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flot sejr på udebane til Sæby BK....' til en bekendt