
“Hvidstengruppen” – inspiration for Sæby Skoles 6.B
17. marts 2012 - kl. 9:46 - af Henrik Christensen
I tråd med at filmen ”Hvidstengruppen” fejer over landet, og mere end 200.000 danskere har løst billet til filmen, har Sæby fået sin egen modstandsbevægelse. I teaterstykket ”Oprør” spiller elever fra Sæby Skoles 6.B nazister, jøder og modstandsfolk.
Læreren bag opførelsen, Lene Rugholt, har skrevet stykket for 10 år siden, men har modificeret det med hjælp fra 6.B, og det har vist sig at være yderst aktuelt, netop nu hvor filmen om modstandsfraktionen fra Hvidsten kører i biograferne.
Stykket foregår fra ca. 1943 til befrielsen i 1945, hvor en gruppe sæbynitter beslutter sig for at gå ind i modstandsbevægelsen, og modtager våben og huser en engelsk faldskærmssoldat. Nazisterne lurer overalt i byen, og den engelske soldat bliver næsten opdaget, inden han dog bliver sejlet sikkert til Sverige, med hjælp fra de nordjyske modstandsfolk.
Stykket er blevet opført hele 3 gange af 6.B – først for de andre elever på skolen, dernæst for forældre og søskende og sidst men ikke mindst for bedsteforældrene, som også har været behjælpelig med at skaffe tøj og køkkenudstyr anno 1940’erne, samt hæklet RAF-huer og jødiske kippaher.
Eleverne har øvet stykket i 2½ uge, men har beskæftiget sig med 2. verdenskrig i dansk-, historie- og kristendomstimerne siden jul. Udover at læse om besættelsen, har eleverne været på besøg på Modstandsmuseet i Frederikshavn og afholdt et forældrearrangement i februar, hvor forældrene agerede tyske soldater, der var hemmeligt udstationeret forskellige steder i Sæby. Børnene fik en smagsprøve på, hvordan det var at være modstandsfolk, i det de skulle undgå forældrene i tysk forklædning, og nå sikkert til modstandsmøde. Blev de antastet af de tyske soldater skulle de vise legitimationskort og udgangstilladelse. Arrangementet blev rundet af på restaurant Ibsen til varm chokolade og kage.
Udover skuespillere har eleverne øvet som band og special effekts-folk, så lys og lyd spillede sammen med skuespillerne. Udover replikker har klassen øvet sange som ”Den blå anemone” skrevet af modstandsmanden Kaj Munk, ”We´ll meet again” af Vera Lynn og frihedssangen ”En lærke letted”, som alle var inkluderet i stykket.
Når adspurgt hvad eleverne har lært af stykket svarer de alle sammen: ”samarbejde”. Men de har også lært hvordan det var at leve under besættelsen. En stor del af eleverne i 6.B har set filmen ”Hvidstengruppen”, og synes modstandsbevægelsen er et rigtig spændende emne.
Og hvad var så sjovest ved at øve og opføre stykket? Ikke at have lektier for, er eleverne rørende enige om!
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
til en bekendt