
Overvågning giver færre indbrud i sommerhusene
11. marts 2012 - kl. 12:46 - af Henrik Christensen
Grundejerne i sommerhusområdet Nørklit ved Sæby besluttede før nytår, at nu måtte de selv gøre noget for at standse de mange indbrud, der havde været i området.
Der skulle opsættes videoovervågning og bomme, så det kun var muligt at komme en vej ind og ud af det åbne område.
Sidste år var der i januar og februar 15 indbrud i området, som ligger i Lyngså. I år har der kun været to, fortæller P4Nord.
Overvågningen er landets første, og alene omtalen har skræmt tyvene væk fra området, viser statistikken, siger politikommissær Jens Møller Søgaard fra Nordjyllands Politi.
Det mest bemærkelsesværdige ved de færre indbrud er, at bommen, der skal forhindrer gennemkørsel, først er kommet op for fjorten dage siden på grund af frost. Og videoovervågningen, som på grund af den endelige godkendelse fra politiet har trukket ud, og først vil blive opstillet om en uge.
”Vi tror den store omtale af projektet, hvor man kan se, hvor meget fokus vi har på området, og de fysiske tiltag der skulle være lavet, har været med til at tyvene søger andre områder”, slutter han.
”Vi har allerede set en effekt, inden projektet er færdiggennemført. Så vi tror, det bliver rigtig godt, når vi får de sidste ting sat i værk, siger Vagn Kragelund, der er formand for Nørklit Grundejerforening.
Selv om man endnu ikke kan udtale sig om, hvorvidt den øgede sikkerhed med videoovervågning af sommerhusområdet har givet resultat, så overvejer nabosommerhusforeningen Sønderklit også at sætte videoovervågning op.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Overvågning giver færre indbrud i sommerhusene' til en bekendt