
Læs denne uges Finansbarometer lige her
6. marts 2012 - kl. 14:02 - af Henrik Christensen
SaebyAvis bringer hver uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Økonomien vokser
Danmark
Ovenpå den økonomiske tilbagegang som følge af gældskrisens eskalering i sensommeren sidste år vendte dansk økonomi tilbage på vækstsporet i 4. kvartal. I forhold til 3. kvartal voksede dansk økonomi med 0,2 % i 4. kvartal sidste år. Den økonomiske fremgang skyldtes især, at danskerne begyndte at bruge penge igen. Fire kvartalers faldende privatforbrug nåedes således sin afslutning i 4. kvartal, hvor privatforbruget voksede markant med 1,3 % i forhold til 3. kvartal. Eksporten voksede også i 4. kvartal med 0,4 % k/k. Eksportfremgangen kom på trods af negativ vækst på de største eksportmarkeder i Tyskland og Sverige. Samtidig blev væksten i 3. kvartal revideret op til -0,1 % k/k fra -0,5 % k/k. Samlet set er dansk økonomi altså endt med slippe forholdsvist uskadt gennem eskaleringen af gældskrisen, der opstod i sensommeren sidste år. Ydermere steg beskæftigelsen ekskl. orlov i 4. kvartal for første gang siden andet kvartal 2010. Beskæftigelsen steg med godt 7.000 personer. Samtidig viste friske ledighedstal i denne uge, at ledigheden i januar faldt for femte måned i træk, så der nu er 160.000 ledige – den laveste ledighed siden april. Den seneste økonomiske fremgang har altså resulteret i en bedring af arbejdsmarkedet.
Renter
Ugens vigtige begivenheder for obligationsmarkederne bliver mødet i den europæiske centralbank (ECB) og offentliggørelsen af beskæftigelses- og ledighedstal i USA. Med hensyn til mødet ECB bliver det interessant at se, om ECB’s præsident Mario Draghi holder døren på klem for flere 3-årige likviditetstildelinger, eller om vi nu har set den sidste. Ser vi på USA, så kan ugens jobtal blive de vigtigste i et pænt stykke tid. Renten på de 10-årige amerikanske statsobligationer har testet den øvre ende af handelsintervallet i de seneste par dage og ser lidt skrøbelige ud der. En stærk jobrapport kan være det, markedet behøver for at bryde modstanden og etablere et højere interval for de lange amerikanske obligationer.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her ' til en bekendt