
Folkekirkens Nødhjælp mangler indsamlere
29. februar 2012 - kl. 15:29 - af Henrik Christensen
Nu nærmer dagen sig, hvor Danmark igen har mulighed for at vise, at der er overskud til at hjælpe de allersvageste i Verden. Nemlig når Folkekirkens Nødhjælp afholder landsindsamling søndag den 4. marts.
Desværre ser det meget skidt ud med at skaffe indsamlere. I modsætning til tidligere år, er der i år stort set ikke kommet nogen forhåndstilmeldinger fra indsamlere. Der skal derfor lyde en kraftig opfordring til at bruge et par timer på søndag, for derved at hjælpe mennesker og ikke mindst børn i nød. Mere end 1 milliard mennesker verden over lever et liv med sult, og hvad deraf følger af invaliderende sygdomme.
Vil du være med til at støtte op om denne kernesag for Folkekirkens Nødhjælp, kan det gøres på flere måder. Ønsker du at være indsamler, kan det ske ved at kontakte Sæby Kirkekontor på tlf. 9846 3937 eller ved at gå ind på www.slutsult.dk. Du kan naturligvis også blot møde op på søndag d. 4. marts i Mariehuset kl. 10:30. Du bestemmer selv ruten og om flere ønsker at gå sammen.
Har du ikke mulighed for at være indsamler, opfordres du til at tage vel imod indsamlerne, når de ringer på døren. Er du ikke hjemme, kan du støtte indsamlingen på www.noedhjaelp.dk.
Selve indsamlingen starter som sagt fra Mariehuset kl. 10:30, men forud for indsamlingen er der gudstjeneste i Sæby Kirke kl. 9:00. For at dække begge sogne, skal der bruges 50 indsamlere, hvorfor der endnu engang skal lyde en kraftig opfordring til at du melder dig som indsamler. Efter indsamlingen, er menighedsrådet vært ved en portion varm suppe.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Folkekirkens Nødhjælp mangler indsamlere' til en bekendt