
Nordjylland først med ny it – til gavn for borgerne
20. februar 2012 - kl. 13:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Region Nordjylland og de nordjyske kommuner er de første til at indføre elektronisk kommunikation, der hurtigere hjælper borgerne til den rette behandling, og forbedrer overgangene mellem sektorerne i patientforløb.
Med indførslen af en elektronisk kommunikation sender sygehusene en meddelelse til kommunen, når der indlægges en borger, der får pleje af kommunen, eller en borger der efter sin sygehusindlæggelse får brug for det. Kommunen kvitterer ved automatisk at sende oplysninger om borgerens almene tilstand, medicinering, hjælpemidler i hjemmet samt pårørendeoplysninger tilbage til sygehuset, som derved hurtigere kan målrette behandlingen.
Den elektroniske kommunikation skal sikre, at vigtige oplysninger ikke går tabt i overgangen mellem hjemmepleje/kommune og indlæggelse på sygehusene.
Næstformand for Sundhedskoordinationsudvalget og rådmand i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen (S) er begejstret for tiltaget, der forbedrer samarbejdet mellem sektorerne.
– I Sundhedskoordinationsudvalget arbejder vi for at styrke sammenhængende patientforløb ved at understøtte samarbejdet mellem regionens sygehuse og den kommunale indsats på sundhedsområdet, og den nye elektroniske kommunikation er et stort skridt i den rigtige retning, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Planlægning af udskrivning begynder ved indlæggelsen
Et af hovedprincipperne i det nye tiltag er, at planlægningen af udskrivningen allerede begynder ved indlæggelsen. Det betyder, at sygehusene tidligt i forløbet kan informere kommunen om, hvilke foranstaltninger der efter behandlingen er nødvendige, for at borgeren ved udskrivningen igen kan komme i eget hjem.
– På den måde får kommunen et forspring i forhold til at få arrangeret disse initiativer, og den ventetid der før har kunnet opstå i de sammenhænge, bliver derved mindsket, siger regionsrådsmedlem og formand for Sundhedskoordinationsudvalget Per Harfeld (V).
Det nye tiltag hjælper også til at modvirke, at patienter som sygehuset har erklæret raske, fortsat må være indlagt, fordi det ikke har været muligt at nå at få iværksat den nødvendige pleje i hjemmet, som borgeren efter indlæggelsen behøver.
– De nye aftaler fremmer simpelthen samarbejdet mellem sektorerne, og skaber større kvalitet og sammenhæng i patientforløb, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Pilotdrift og udrulning
Projektet har de sidste tre uger kørt i pilotdrift på udvalgte afdelinger på Aalborg Sygehus og Sygehus Vendsyssel samt i Frederikshavn, Brønderslev, Hjørring og Aalborg Kommune, hvor man er kommet godt fra start.
I sidste uge blev systemet udbredt til samtlige kommuner og sygehuse i Region Nordjylland, som dermed er de første, der melder sig klar med en bred udrulning.
Yderligere informationer
Fakta
– Den elektroniske kommunikation er implementeret i et samarbejde mellem Region Nordjylland og de nordjyske kommuner under sundhedsaftalerne med det formål at sikre det sammenhængende patientforløb på tværs af regionen og kommunerne.
– Fra national side har både Kommunernes Landsforening, KL, og Regionernes Sundheds-It, RSI, fokus på, at it-redskaber og it-kommunikation skal understøtte sammenhængende patientforløb. Med denne implementering indfrier både regionen og kommunerne et pejlemærke.
– MedCom har udviklet it-standarderne for, hvordan data på en struktureret form kan sendes mellem sygehusenes og kommunernes it-systemer, så man på tværs af sektorerne kan modtage og sende sundhedsfaglige informationer om borgeren. MedCom er et samarbejde mellem myndigheder, organisationer og private firmaer med tilknytning til den danske sundhedssektor.
– Regionen og flere af de nordjyske kommuner har siden 2004 kørt med en tidligere løsning af den elektroniske kommunikation. Denne nye udgave er dog væsentligt forbedret, og det er først nu, at samtlige kommuner og sygehuse i Nordjylland anvender systemet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjylland først med ny it - til gavn for borgerne' til en bekendt