Politik: AVØ’s tøjgenbrug varmer i Østeuropa!
16. februar 2012 - kl. 0:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Åbent svar på de af Peter Laigaard stillede spørgsmål på sidste byrådsmøde.
På alle AVØ’s genbrugspladser er der opstillet containere til aflevering af tøj til genbrug. De fleste af containerne bliver tømt og serviceret af organisationen UFF (Ulandshjælp fra Folk til Folk). Det indsamlede tøj sendes til forskellige steder, hvor der sker en sortering i 3 hovedfraktioner: Noget bruges i Østeuropa og afsættes til direkte genbrug gennem butikker, en anden del er egnet til brug i Afrika og sendes videre hertil, mens den sidste del bliver anvendt til klude.
Containerne er opstillet uden omkostninger for AVØ og de bliver tømt uden omkostninger. Når det kan ske uden omkostninger, giver det en stor sandsynlighed for, at materialerne rent faktisk bliver genanvendt.
Ud over UFF samler også enkelte andre organisationer tøj ind på nogle af de store pladser. Der har tidligere været opstillet flere containere fra andre organisationer, men markedet for tøjgenbrug svinger meget, og for tiden er det UFF, som er bedst til at sikre afsætning af materialerne.
At det kan være svært, at finde genanvendelse for tøj kunne blandt andet læses i Politiken i sidste uge. Heraf fremgik det, at Kirkens Korshær sidste år havde brændt 450 ton tøj, som var indsamlet med henblik på genbrug..
For AVØ gælder det, at materialegenbrug som regel er bedre end forbrænding, så derfor er vi glade for, at der findes organisationer, som er interesserede i at sikre genbruget.
Derfor holder vi altid øjnene åbne for nye muligheder for at afsætte de materialer vi indsamler, hvad enten det er haveaffald eller tøj til genbrug. Hvis der kommer nye virksomheder, med lyst til at genanvende vores tøj, skal de altid være velkomne til at henvende sig til undertegnede. Det er AVØ’s bestyrelse der afgør hvem der afsættes til. Mig bekendt har vi ikke givet nogen, der har søgt, afslag.
Bestyrelsesformand AVØ A/S
Brian Pedersen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Politik: AVØ’s tøjgenbrug varmer i Østeuropa! ' til en bekendt