Fire nordjyske borgmestre inviterer gæster…

Fire nordjyske borgmestre inviterer gæster…

3. februar 2012 - kl. 10:57 - af

…på Christiansborg – der står energi og flådestation på dagsordenen.

Tal med Vendsyssel om optimering på energiområdet og om fremtiden for Flådestation Frederikshavn. Det er den korte version af ærindet, når nordjyske borgmestre tirsdag den 7. februar rejser til Christiansborg og mødes med en stribe folketingsmedlemmer til to forskellige møder – et om energi og et andet om flådestationen.

Borgmester Arne Boelt, Hjørring Kommune, er klar i mælet: – Hvis Danmark for alvor skal arbejde med biogas, så er det afgørende, at Folketinget får styr på rammerne for udviklingen, og det gælder især finansieringen og spørgsmålet om afgifter.

Vendsyssel har meget at byde på i udbygningen af den grønne energi, og biogas er bare en af brikkerne i puslespillet.  Det vil borgmestrene Lene Hansen, Brønderslev, Mogens Gade, Jammerbugt, Arne Boelt, Hjørring, og Lars Møller, Frederikshavn, gerne fortælle folketingsmedlemmerne. Derfor har de inviteret klimaordførerne, energiordførerne, medlemmerne af Klima-, Energi- og Bygningsudvalget samt de nordjyske folketingsmedlemmer til en drøftelse af, hvordan Vendsyssel kan være med, når det gælder f.eks. energirenovering, biogas, vindmøller og kollektiv varmeforsyning. Det indgår alt sammen i den strategiske energiplanlægning, og de fire borgmestre vil gerne give Vendsyssels bud på, hvordan omstillingen til vedvarende energi kan få et ekstra skub.

– Vi vil gerne sætte turbo på den grønne vækst og udviklingen af nye, grønne arbejdspladser, siger borgmester Lene Hansen, Brønderslev Kommune, men der er en del barrierer i lovgivningen for, at vi kan optimere udbygningen af den vedvarende energi.  Formålet med tirsdagens møde er at opfordre Folketinget til at bryde de barrierer, så vi kan komme i gang.

Der er masser af konkrete planer klar rundt omkring i Vendsyssel. Et eksempel er Jammerbugt Kommune, hvor borgmester Mogens Gade har øje på den geotermiske energi.

– I Jammerbugt Kommune vil vi gerne satse på, at geotermisk energi på sigt kommer til at spille en væsentlig rolle i fjernvarmeforsyningen. Geotermisk energi rummer fordele med hensyn til både miljø og klima, forsyningssikkerhed samt økonomi, siger Mogens Gade og fortsætter: Landspolitikerne skal bakke op og understøtte, at det blandt andet i vores landsdel bliver økonomisk muligt at gennemføre undersøgelser af potentielle muligheder i at udnytte varme fra undergrunden.

– Både de konkrete og de strategiske tanker passer perfekt ind i vores arbejde med Energibyen Frederikshavn, siger borgmester Lars Møller, Frederikshavn Kommune, så jeg håber, at drøftelsen på tirsdag kan være endnu et skridt på vejen mod at virkeliggøre endnu flere af de mange planer, som Energibyen allerede er kommet langt med. Det har betydning både for klimaet og for den bæredygtige, økonomiske vækst i Vendsyssel.

På tirsdag nøjes borgmestrene ikke med at snakke om energi. Der står også flådestation på programmet på Christiansborg.

Borgmestrene fra de fire kommuner er enige om, at Flådestation Frederikshavn er vigtig for hele Vendsyssel, så når regeringen nedsætter en arbejdsgruppe, der skal se på forsvarets struktur, vil borgmestrene gerne fortælle, hvad Frederikshavn kan tilbyde som værtsby for flådestationen. Flådestation Frederikshavn har adgang til lokale kompetencer i den maritime branche og kommer også til at nyde godt af udvidelsen af den civile havn i Frederikshavn. Den maritime branche er i rivende udvikling, så når flådestation og erhverv spiller sammen, skaber det mere vækst – ikke bare i Vendsyssel, men i hele landet.

Alt det vil borgmestrene også gerne fortælle om. Derfor har de inviteret forsvarsordførerne, medlemmerne af forsvarsudvalget, erhvervs- og vækstordførerne og de nordjyske folketingsmedlemmer til et møde om flådestationen, når de er på Christiansborg på tirsdag.

– Jeg er meget glad for, at vi borgmestre kan tage til Christiansborg i samlet flok, siger borgmester Lars Møller, Frederikshavn Kommune. Det viser, at vi tænker på, hvad der gavner hele Vendsyssel, også selvom en sag tager udgangspunkt i en bestemt kommune. Det er vigtigt, fordi virkeligheden jo går på tværs af kommunegrænser, så store sager kan have konsekvenser for os alle sammen.

To møder bliver i virkeligheden til fire. Både energimødet og flådestationsmødet afvikles nemlig to gange i dagens løb. Det sker for at give travle folketingsmedlemmer mulighed for at få kalenderen til at gå op – har man en anden aftale om formiddagen, er der om eftermiddagen en ny chance for at møde borgmestrene.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Fire nordjyske borgmestre inviterer gæster...' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger