
Værftsgrunden på Sæby Havn i offentlig debat
2. februar 2012 - kl. 5:41 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Plan- og Miljøudvalget besluttede på mødet den 16. august 2011, at der forud for udarbejdelsen af ny lokalplan for Sæby Havn skulle afholdes en for-offentlighedsfase i perioden fra den 29. august 2011 til den 16. september 2011, samt at der skulle afholdes et offentligt møde den 1. september 2011.
På udvalgsmødet den 8. november 2011 besluttede udvalget desuden, at man ikke ønskede boliger på værftsgrunden.
Center for Teknik og Miljø har efterfølgende udarbejdet forslag til lokalplan for Sæby Havn. Lokalplanen udlægger hele området til havnerelaterede formål, såsom servicefunktioner, liberale erhverv, samt oplevelsesrelaterede funktioner som udstilling, restaurant, café og torvemarked. Derudover åbnes der mulighed for at etablere butikker i området (dagligvarer og almindelige udvalgsvarer).
Der er ved lokalplanens udarbejdelse lagt vægt på at styrke de kvaliteter, der i dag findes i området. Lokalplanen tilsigter at bevare havnens eksisterende miljø og atmosfære.
Lokalplanen åbner kun i begrænset omfang mulighed for at etablere ny bebyggelse på arealer, hvor der i dag ikke er bebygget. Enkelte eksisterende aktører på havnen får med denne lokalplan mulighed for at etablere en tilbygning i et begrænset omfang. Derudover er der med lokalplanen mulighed for at etablere ny bebyggelse indenfor de eksisterende bygningers afgrænsning, således at en bygning kan nedrives, og en ny kan opføres på samme placering.
Centralt i området ligger det gamle Sæby Værft. Værftet er ikke længere i drift, men bygningerne eksisterer stadig. Der åbnes mulighed for at nedrive de eksisterende bygninger og erstatte dem med ny bebyggelse på arealet. Der stilles dog en række krav til den nye bebyggelse med hendsyn til placering, materialevalg, udformning og højde, så den ikke adskiller sig væsentligt fra de gamle værftsbygninger.
På værftsgrunden lægger lokalplanen endvidere op til, at der kan etableres et havnetorv i samspil med den omkringliggende bebyggelse.
Hensigten er, at der på arealet kan pågå forskellige kulturelle aktiviteter, såsom musik, underholdning mv.
Lokalplanen sikrer desuden, at to bygninger i området ikke må nedrives eller ombygges. Det drejer sig om den gamle redningsstation, beliggende Havnen 1, samt det tidligere fiskeeksporthus, beliggende Havnen 8c. Disse to bygninger er registreret med en bevaringsmæssig værdi på henholdsvis 2 og 4.
Direktøren med ansvar for Teknik og Miljø indstiller, at Plan- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget og byrådet, at forslag til Lokalplan for Sæby Havn samt Kommuneplantillæg udsendes i offentlig debat.
Plan- og Miljøudvalget valgte på deres møde tirsdag eftermiddag, at tiltræde indstillingen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Værftsgrunden på Sæby Havn i offentlig debat ' til en bekendt