Træet skulle væk, men kranen sagde knæk
14. januar 2012 - kl. 6:55 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
NH-Løft var fredag på det, der i første omgang skulle være en forholdsvis enkel og ligetil opgave ved Skæve Kirke.
Store træer i umiddelbar nærhed af kirken skulle op, og det skulle jo være en enkel sag for en kran af den størrelse, som forefindes hos NH-Løft i Østervrå. Det skulle dog vise sig at gå anderledes.
Kranen skulle løfte et af de sidste træer op af jorden, men af uforklarlige årsager blev opgaven for stor for den næsten nye mobilkran, der under normale omstændigheder skulle kunne løfte 220 tons. Kranen knækkede simpelthen på midten, og Niels Helledie fortæller til SaebyAvis, at der nu skal et nyt udskud til, inden kranen igen kan tages i brug. Der skete heldigvis kun materiel- og ingen personskade, men det kunne være endt katastrofalt.
En noget forbløffet Niels Helledie fortæller også, at han aldrig har oplevet noget lignende, og at årsagen til ulykken endnu er ukendt, men kunne være forårsaget af den kraftige vind på stedet, uden at dette er sikkert.
Et er dog sikkert, den store mobilkran blev under ingen omstændigheder overbelastet, slutter han.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Træet skulle væk, men kranen sagde knæk' til en bekendt