Kokain på menukortet hos de unge i Sæby
11. januar 2012 - kl. 17:41 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Hverken politiet eller byens unge er i tvivl om, at der er narko i kommunen, og der er rigeligt af det.
”Det er temmelig udbredt her i Frederikshavn, det er jeg ret sikker på”, siger Johan Gass, der bor i byen, til TV2/NORD.
Stine Pedersen, der er studerende i byen, siger ligeledes: ”Alle i byen ved det er her, men det er jo ikke os alle, der har noget med det at gøre. Jeg er flere gange blevet tilbudt stoffer, men man har da heldigvis lov til at sige nej tak.
I 2011 havde politiet i Frederikshavn 293 beslaglæggelser af narko. Det er en stigning på over 50 % i forhold til 2010.
Politiassistent Jesper Knudsen fra specialpatruljen i Frederikshavn fortalte søndag om, hvor alvorlig situationen er: ”Der er alle de stoffer, som folk vil have. Man kan få det både i små og store byer i Frederikshavn Kommune, og kan man ikke lige selv skaffe det, er der altid nogen, der kender nogen”.
Dette udsagn bakker unge Sisse Brandenhoff fra Sæby op om: ”Jeg ved, der er flere forskellige ting, der florerer i Sæby. Jeg ved ikke, om det er de helt hårde former for narko, men man hører om, at de unge tager kokain”, fortæller hun.
På erhvervsskolen EUC Nord i Frederikshavn er man opmærksomme på problemet. ”Vi kan jo se, der er nogle elever, der har meget fravær og døjer med at komme i skole, og de er lidt sløve osv. Så efterhånden får vi jo sporet os ind på, at det er det narkoen, der er problemet, og så tager vi fat om problemet. Vi kan ikke gøre noget ved salget, der foregår rundt omkring, men vi kan gøre opmærksom på problemet”, siger Søren V. Nielsen, udviklingschef ved EUC Nord.
I håb om at komme problemet til livs har skolen haft flere arrangementer i samarbejde med kommunen og politiet for at sætte opmærksomhed på og forhåbentlig forebygge brugen af narko.
Se mere i udsendelsen på TV2/nord i aften.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kokain på menukortet hos de unge i Sæby' til en bekendt