
Basketball: Julecup 2011 i Sæby Fritidscenter
2. januar 2012 - kl. 14:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Sæby Basketball Club afholdt torsdag den 29. december sin traditionsrige Julecup i Sæby Fritidscenter for klubbens medlemmer, tidligere medlemmer, forældre og søskende.
Hen ved 50 deltagere mødte op, heriblandt mange tidligere medlemmer, der var hjemme på juleferie.
Julecuppen spilles efter ganske bestemte regler og et pointsystem, der favoriserer de yngste spillere. F.eks. får en U-10 spiller hele 12 point pr. scoring i kurven, mens en herreseniorspiller kun noteres for et enkelt point pr. scoring. Holdene er også en blanding af både ungdomsspillere og seniorer, så de unge spillere på holdene er ofte guld værd og kan afgøre kampene med sine mange point pr. scoring.
Cuppen forløb på dagen fra kl. 12.00 til sent på eftermiddagen, kun afbrudt af en længere pause, hvor klubben i de tilstødende klublokaler var vært for kaffe, sodavand og æbleskiver.
8 hold deltog og 24 kampe blev afviklet inden de 2 finalister blev fundet, og under hele cuppen blev der løbende uddelt mange scoringspræmier. Team Buldozer og Team New York mødtes i finalen, hvor Team Buldozer løb med sejren på 22-13. Her var unge Caroline Nielsen (en 10 point) afgørende med 2 flotte scoringer. Der var flotte præmier, som blev overrakt af formand Christina Legaard, til de 2 finalehold.
”Alt i alt en rigtig god basket dag i hallen, en dag der er med til at styrke sammenholdet i klubben fra yngste til ældste spiller”, udtaler formanden.
En kommentar til “Basketball: Julecup 2011 i Sæby Fritidscenter” under annoncerne.
Kan ikke forstå at tredjepladsen ikke bliver nævnt……..