Kære butikstyv i Sæby: Smil du er på…
10. december 2011 - kl. 12:09 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Saebyavis.dk har været på en rundtur hos mange af de forretningsdrivende i Sæby gågade, for at tage pulsen på omfanget af de mange svindfaktorer hos bl.a. Brunø, Sportigan og Intersport.
Hvert år mister butikkerne i Sæby tusindvis af kroner på butikstyverier, men det er heldigvis blevet formindsket ved hjælp af videoovervågning, og det er ikke kun butikslokalerne, der er overvåget, det er også gadevarerne.
Man overvejer i øjeblikket yderligere sikkerheds- og overvågningstiltag gennem Handelsstandsforeningen, for yderligere at nedbringe svindet i byens butikker.
Nogle af butikkerne mener, at svindet har været faldende, mens andre oplever det modsatte.
Der er på det sidste blevet stjålet varer som bl.a. jakker, frakker, ponchoer, strikketrøjer og tørklæder i gågaden, så det er ikke uden grund, man har valgt at installere flere kameraer til at holde øje med gadevarer.
“Når vi opdager, der mangler noget, kan vi spole tilbage og se sekvensen igen og igen.
Man skal være 110% sikker inden at man pågriber en butikstyv, så vi tjekker det altid på overvågningen, inden vi griber til handling”, udtaler en af butiksejerne i Sæby gågade.
Er man mellem 14 og 18 år, og ikke tidligere blevet taget for butikstyveri, er bøden på det dobbelte af varens værdi, og tyveriet kommer til at stå på butikstyvens straffeattest i 1 år. Er man over 18 år, og er det første gang, man bliver taget for butikstyveri, kommer det til at stå på straffeattesten i 2 år.
Mange virksomheder kræver en ren straffeattest ved ansættelse, så det kan være et stort problem, hvis der er pletter på attesten.
En butiksejer udtaler: “Vi har opdaget et butikstyveri fornylig. Vi ved hvem personen er, og vedkommende vil blive konfronteret med sin handling i næste uge. Det kan jo være personen får dårlig samvittighed og aflevere produktet tilbage, og så vil der ikke ske yderligere tiltag”.
Butikkerne opfordrer derfor til, at man leverer stjålne varer tilbage hurtigst muligt, hvis man har ladet sig friste og nu har dårlig samvittighed.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kære butikstyv i Sæby: Smil du er på...' til en bekendt