Sygehus Vendsyssel – Danmarks Bedste Hospital

Sygehus Vendsyssel – Danmarks Bedste Hospital

7. december 2011 - kl. 10:32 - af

Sygehus Vendsyssel, Frederikshavn kåres i dag som landets bedste blandt 20 mindre danske sygehuse. Sygehus Vendsyssel, Hjørring følger lige efter som landets 2. bedste hospital i samme kategori.

Patienterne roser Frederikshavn
Patienter og ansatte bliver i dag mødt af et kæmpestort banner på sygehusets facade, når de møder på Sygehus Vendsyssel, Frederikshavn.
Nyhedsavisen Dagens Medicin har nemlig kåret sygehuset i Frederikshavn til at være Danmarks Bedste Hospital i kategorien mindre sygehuse.

– Vi er fantastisk stolte over at modtage denne anerkendelse af den højt specialiserede behandling på sygehuset i Frederikshavn. Vi ser sygehuset få topkarakterer inden for rigtig mange områder, og samtidig har mange patienter peget på Frederikshavn som landets bedste, siger sygehusdirektør Ingeborg Thusgaard.

Sygehus Vendsyssel, Frederikshavn er ifølge kåringen landets bedste og stærkeste inden for organkirurgi og ortopædkirurgi.
Sygehuset har ni specialer i top tre af 12 mulige.
Sygehuset i Hjørring er tæt på at gøre det bedre med fem 1. pladser og seks 2. pladser ud af 18 specialer i alt. Så alt i alt en stor anerkendelse af patientbehandlingen på det samlede Sygehus Vendsyssel.

– Der er tale om et højt niveau hele vejen igennem, præcis som moderne sygehuse skal være, uden svagheder. Strategien bag udviklingen af sygehusene i Vendsyssel har vist sig at være en vinderkurs, siger chefredaktør ved Dagens Medicin, Kristian Lund, som står bag den eftertragtede titel som Danmarks Bedste Hospital.

Ud over de flotte placeringer inden for specialerne, scorer Sygehus Vendsyssel, Frederikshavn højest inden for Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser – det vil sige, at patienterne giver Frederikshavn høje karakterer for kvaliteten af behandlingen.

– Det er et parameter, som vi er rigtig glade for. Vi er her for at tage os bedst muligt af vores patienter, og selvom vi alle steder justerer og skruer på knapper for at hæve produktiviteten og effektiviteten, så oplever patienterne på trods af det, at de bliver godt behandlet hos os. Det er glædeligt og flot, siger sygehusdirektør Ingeborg Thusgaard fra Sygehus Vendsyssel.

Yderligere informationer
På fredag kårer Dagens Medicin landets bedste specialer og i morgen kåres landets bedste hospital i kategorien største sygehuse.
Ortopædkirurgien på Sygehus Vendsyssel hører organisatorisk under Aalborg Sygehus.

Bag om Sygehus Vendsyssel, Frederikshavn
Personalegruppen tæller:
· Op mod 500 ansatte.

De lægelige specialer:
· Almen kirurgi, gynækologi, ortopædi, urologi, intern medicin, radiologi og klinisk biokemi.

Antal senge:
· 52 medicinske senge og 6 dagsenge, 20 ortopædisenge, 4 urologiske og kirurgiske senge.

Aktivitet:
· 3.700 operationer, 60.000 ambulante besøg og 4.000 udskrivninger.

Typer af operationer:
· Ryg, skuldre, hofte og knæ, børnerekonstruktioner, urinvejsoperationer herunder funktion som regionens Vandladningscenter, gynækologiske indgreb i dagkirurgisk regi, varicer, brokoperationer, hæmorider.

Billeddiagnostisk aktivitet:
· 1 MR-skanner, 1 CT-skanner, konventionel røntgen, udvides pr. 1. januar 2012 med endnu en MR-skanner.

Bag om Danmarks Bedste Hospital
Det er 5. år i træk, at nyhedsavisen Dagens Medicin kårer Danmarks Bedste Hospital. Sidste år blev Sønderborg Sygehus landets bedste mindre hospital.

Bag undersøgelsen ligger alle tilgængelige sundhedsdata for landets sygehuse, og samtidig har avisens brugere stemt på kandidater til den fornemme titel. Dog kan man ikke stemme på sit eget hospital som sundhedsprofessionel.

Målet med kåringen er at udpege forbillederne i den danske sygehussektor og at gøre det på det bedst tænkelige grundlag.
Der er vurderet alle tilgængelige data for behandlingskvaliteten på de danske hospitaler og desuden gennemført en afstemning blandt avisens læserskare af læger og sygeplejersker.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sygehus Vendsyssel - Danmarks Bedste Hospital' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER