
ATP har ansat centerdirektør i Frederikshavn
5. december 2011 - kl. 14:07 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
ATP har ansat Poul Erik Graversen som centerdirektør for Udbetaling Danmark-centret Frederikshavn.
Poul Erik Graversen var indtil den 1. oktober kommunaldirektør i Haderslev Kommune, hvor han i 2005 blev ansat til at optimere og udvikle den nye kommune efter kommunesammenlægningen. Han er også kendt for sine 10 år som kommunaldirektør i Hjørring Kommune fra 1995-2005.
Poul Erik Graversen har dermed mange års ledererfaring inden for de områder, Udbetaling Danmark skal håndtere. Derudover har han solide erfaringer med store strukturelle, organisatoriske og medarbejdermæssige forandringer i det kommunale system samt erfaring som ledelseskonsulent.
Poul Erik Graversen er 63 år og er uddannet linjeofficer fra Hærens Officersskole.
”Vi er meget glade for, at Poul Erik har takket ja til opgaven, og vi glæder os til at kunne trække på hans personlige ledelsesstil og hans mange erfaringer med at gennemføre store forandringer og udvikling med gode resultater,” siger Lilian Mogensen, formand for Udbetaling Danmarks styregruppe og koncerndirektør i ATP.
Med i arbejdet allerede nu
Den kommende centerdirektør tiltræder den 1. maj 2012. Indtil da vil han på konsulentbasis bistå Udbetaling Danmarks projektorganisation i arbejdet med at etablere centret i Frederikshavn.
”Jeg glæder mig meget til at etablere det nye center i Frederikshavn og ser det som en luksus, at jeg kan være med allerede i etableringsfasen,” siger Poul Erik Graversen og fortsætter:
“Vi skal løfte en meget betydningsfuld samfundsopgave, der berører to millioner borgeres økonomiske tryghed. Og jeg er ikke i tvivl om, at vi får skabt et center, præget af opportunisme samt høj kvalitet og effektivitet i løsningen af Udbetaling Danmarks opgaver.”
Privat lever Poul Erik Graversen sammen med Pernille. Han bor i Haderslev, men flytter i nær fremtid til Hjørring, hvor han har boet i næsten 30 år.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'ATP har ansat centerdirektør i Frederikshavn' til en bekendt