Danish Crown viser stabil konkurrencedygtighed

Danish Crown viser stabil konkurrencedygtighed

22. november 2011 - kl. 16:48 - af

Med en omsætning på 51,8 mia. kr. i år mod 45,2 mia. kr. sidste år kan koncernen præsentere et resultat på 1.762 mio. kr. mod 1.648 mio. kr. sidste år.

Det er et udtryk for stabilitet – og for, at det er lykkedes at skabe organisk vækst i et udfordret marked i løbet af året.

Det fornuftige resultat giver anledning til at foretage en højere konsolidering end normalt i selskabet, og repræsentantskabet har i dag godkendt en disponering af overskuddet, som betyder, at 1.394 mio. kr. udbetales som restbetaling til ejerne, mens der konsolideres med 368 mio. kr.

– Det gode resultat giver mulighed for at konsolidere med det, der svarer til 16 øre ekstra – udover en kontant restbetaling på 95 øre. Det er et ansvarligt repræsentantskab, der griber muligheden for at tilføre selskabet kapital i lyset af de fremtidsplaner, der er for Danish Crown, siger bestyrelsesformand Niels Mikkelsen.

Restbetalingen er således 95 øre per kilo til svine-andelshavere, 80 øre til so-andelshavere og 130 øre til kreaturandelshavere.

– I år har vi brugt en del tid på at diskutere kapitaltilførsel, og årets ekstraordinære konsolidering betyder, at der er tid til at fortsætte den diskussion, indtil vi i ejerkredsen er klar til at træffe en beslutning, siger Niels Mikkelsen.

Det er især i de udenlandske selskaber og på de udenlandske markeder, værdierne i fødevarekoncernen i dag skabes, men den stabile konkurrencedygtighed på afregningen til ejerne har betydet en øget tilgang af råvarer på godt fem pct. i Danmark.

– Vi bliver en stadig mere international koncern, og vores adgang til eksempelvis markedet i Kina har i det forgangne år bidraget væsentligt til den konkurrencedygtige notering – og Kina har været det hastigst voksende marked. Det understreger vigtigheden af en fødevaresikkerhed i verdenseliten, for det er den, der giver adgang til markederne. Sammen med vores leveringssikkerhed, vores efterspurgte know-how og vores kvalitet er det det, der gør os til en eftertragtet partner, siger CEO i Danish Crown Kjeld Johannesen.

Danish Crowns forædlingssektor bidrager igen væsentligt til det samlede resultat og klarer sig godt i den internationale konkurrence. Den europæiske forædlingsindustri er pt. udfordret af stigende råvarepriser – især som følge af stigende efterspørgsel fra BRIK-landene. En udfordring som fortsætter ind i det nye år.

– Der er mange led i vores værdikæde, og de påvirker hinanden. Og ligesom forædlingssektoren kommer til at arbejde med at hente de forhøjede råvarepriser hjem, så fortsætter vi også i det kommende år med at se på lønomkostningerne i den danske del af koncernen. Kun sådan kan vi bevare konkurrencedygtigheden, siger Kjeld Johannesen.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Danish Crown viser stabil konkurrencedygtighed' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger