
Halloween-gys i Albæk kirke torsdag aften
2. november 2011 - kl. 10:06 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
De mindste børn var bestemt ikke helt trygge ved situationen, da der blev fejret Halloween i Albæk kirke torsdag 27. oktober. Både ude og indenfor i kirken var der spøgelser, der var med til at gøre det hele endnu mere uhyggeligt.
Og uhyggen bredte sig endnu mere blandt deltagerne, da de skulle igennem en labyrint i våbenhuset, hvor der var lydeffekter og meget dæmpet belysning i en sværm af edderkopper i spind, udklædte figurer, sorte plaststrimler, halmballer og en hel masse andre ting der skulle være med til, at man fik den helt rigtige Halloween fornemmelse af et gys.
Kirken var fyldt til sidste plads, hvilket vil sige omkring 150 personer, og uden at ville hænges op på det vil undertegnede gerne påstå, at det nok er første gang, Albæk kirkes alter er ”pyntet” på denne facon med både spindelvæv, edderkopper og mørke strimler.
Kirkegængerne må kunne lide denne form for anderledes kirkegang, for år efter år møder de talstærkt op, når der skal fejres Halloween.
Sognepræst Helge Pedersen fortalte kirkegængerne om, hvorfor der fejres Halloween, der er en skik indført fra USA for ikke ret mange år tilbage.
Børnene fra YA i Voerså missionshus var også udklædt som spøgelser, og årets minikonfirmander optrådte med både sang og dans ved kirkens alter.
Albæk-Lyngså menighedsråd havde inden kirkegangen inviteret på pasta med kødsovs i Mølholt Forsamlingshus, som alle nød med stort velbehag. Efter middagen blev alle transporteret den lille kilometer til kirken, hvor festlighederne fortsatte.
Tekst og fotos Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Halloween-gys i Albæk kirke torsdag aften' til en bekendt