
Opgør med pensionsforvirring for 150 milliarder kroner
1. november 2011 - kl. 11:20 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Oven på flere års udvikling af “Letpension” er Spar Nord nu, sammen med en række andre pengeinstitutter, klar til et tiltrængt opgør med pensionsforvirringen i Danmark. Mere end 6,5 millioner pensionsordninger bidrager i dag til forvirringen. Men det vil Letpension og Spar Nord nu ændre på ved at give danskerne syn for sagen på det mere end 150 milliarder kroner store marked for flytbare pensioner.
Spar Nord er blandt de første banker herhjemme til at indlede et opgør med danskernes mange hensygnende pensionsordninger. Ifølge tal fra brancheforeningen Forsikring & Pension er der i dag langt flere pensionsordninger – helt præcist 6.635.227 – end der er danskere. Og alene de såkaldt flytbare pensioner i form af private ordninger beløber sig til omkring 150 milliarder kroner.
Midlet til effektivt og hurtigt at give danskerne overblik over deres pensionsforhold er et nyt rådgivningsværktøj, som over 80 danske pengeinstitutter siden 2006 har udviklet på i regi af det fællesejede selskab Letpension. Værktøjet er nu færdigudviklet og under udrulning – blandt andet i Spar Nords 69 banker fordelt over hele landet. Og værktøjet leverer netop det lettilgængelige totaloverblik over den enkelte danskers pensionsforhold, som har manglet i årevis.
Sætter ny standard
– Pension er aldrig blevet et samtaleemne på niveau med eksempelvis boliglån, og det skyldes, at rigtig mange danskere i dag har opgivet at få overblik over deres pensionsforhold, siger Niels Tørslev, administrerende direktør i Letpension.
I Spar Nord hæfter bankdirektør John Lundsgaard sig ved, at det nye rådgivningsværktøj både gør det nemt for bankrådgiveren og for kunden at gennemskue og ikke mindst tilpasse den enkelte danskers pensionsforhold.
– Det her værktøj sætter ny standard for, hvor nemt og overskueligt pensionsrådgivning kan gøres. Og derfor har jeg også stor tiltro til, at vores initiativ vil betyde nye tider for danskernes forhold til deres pension, siger John Lundsgaard.
For mange døde ordninger
En af årsagerne til, at danskerne i dag tilsammen har oparbejdet mere end 6,5 millioner pensionsordninger er, at danskerne er europamestre i at skifte job. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen skifter op imod en tredjedel af danskerne deres arbejdsplads ud i løbet af et år, og det svarer til 700.000 – 800.000 danskere. I mange tilfælde indebærer hvert jobskift en ny pensionsordning, mens tidligere ordninger ikke bliver flyttet og samlet.
– Mange af os har alt for mange ”døde” ordninger stående fra tidligere ansættelser. Det betyder dårligt overblik, høje administrationsomkostninger og i sidste ende et lavere afkast til opspareren. Og det er netop her Letpension og vores nye rådgivningsværktøj har sin berettigelse, pointerer John Lundsgaard.
Pengeinstitutterne bag Letpension tegner sig i alt for omkring 1.000 filialer med op mod 10.000 rådgivere fordelt over hele landet.
Om Spar Nord
Med 290.000 kunder og cirka 1.500 medarbejdere er Spar Nord Koncernen blandt de største banker i Danmark. Siden 2002 har Spar Nord åbnet 18 nye lokale banker og tilkøbt ni filialer fra andre pengeinstitutter, og i dag har Spar Nord i alt 69 lokale banker fordelt over hele landet. Spar Nord ejes af mere end 110.000 aktionærer.
For yderligere oplysninger se: www.sparnord.dk
Om Letpension
Letpension er etableret i 2006 af omkring 100 danske pengeinstitutter med henblik på at gøre det let for såvel kunder som rådgivere at beskæftige sig med pension og forsikring. Med Letpension skaber kunden og den lokale bankrådgiver i fællesskab et samlet overblik over kundens pensionsforhold med udgangspunkt i kundens behov og værdier. I alt har pengeinstitutterne bag Letpension omkring 1.000 filialer fordelt over hele Danmark.
For yderligere oplysninger se: www.letpension.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Opgør med pensionsforvirring for 150 milliarder kroner ' til en bekendt